Hele 583 point endte den svenske sanger Loreen med at skrabe sammen under lørdagens Eurovision-finale, hvilket både gjorde hende til aftenens vinder og historisk.

Men ét land var tilsynelande ikke helt så begejstret for hende.

Det fremgår af stemmetallene, som natten til søndag er blevet offentliggjort - blandt andet på Eurovisionworlds hjemmeside.

Af statistikken kan man se, at Loreen med sangen 'Tattoo' sikrede sig point fra samtlige mulige fagjuryer i de 36 lande (udover Sverige), som deltog i år.

Loreen kunne lørdag lade sig hylde som vinder af Eurovision - igen.
Loreen kunne lørdag lade sig hylde som vinder af Eurovision - igen. Foto: PHIL NOBLE
Vis mere

Når man ser på seerstemmerne, ser billedet næsten helt ens ud.

Men også kun næsten.

For i ét land valgte seerne slet ikke at sende point i den tidligere Eurovision-vinders retning.

Og det land var intet andet end Finland - hvor sangeren Käärijä af mange eksperter forinden var udråbt til at være hendes værste konkurrent.

Her ses Käärijä optræde under lørdagens finale.
Her ses Käärijä optræde under lørdagens finale. Foto: OLI SCARFF
Vis mere

Om det har noget med det at gøre, eller om de finske seere bare ikke var til at begejstre af det svenske bidrag, vides ikke.

Men klart står det altså, at de finske seere som de eneste ikke belønnede Loreen med nogen point.

Derudover afslører pointene også, at Loreen sikrede sig toppoint - de såkaldte douze point, 12 point - af 15 landes fagjuryer. Men hun indkasserede ingen toppoint fra seerne i noget land.

Finske Käärijä fik derimod 12 point af hele 18 lande, men douze point af fagjuryen i to lande.

Desuden valgte 15 fagjuryer slet ikke at give Käärijä og sangen 'Cha Cha Cha' nogen point.

Både de svenske seere og den svenske fagjury kastede dog 12 point efter Finland.

Den finske jury gav også 12 point til Loreen.

Loreen vandt også Eurovision tilbage i 2012 med nummeret 'Euphoria'. Hun er dermed den anden person i historien, der som sanger har vundet Eurovision to gange.

Irske Johnny Logan havde den hidtidige rekord.