'Det er soundtracket til mit liv, som er borte. Lige nu sidder jeg med tårer i øjnene.'

Meldingen er ikke til at tage fejl af fra Steffen Jungersen, B.T.s tidligere mangeårige rock-guru og -anmelder. Tirsdag mistede vi en af de helt store.

Den mangeårige trommeslager fra verdensberømte The Rolling Stones Charlie Watts er død i en alder af 80 år.

Han var en kæmpe i en af verdenshistoriens største musikgrupper.

Eller som Steffen Jungersen siger:

»For alle os, der har været med i alle årene – og egentlig også dem, der er kommet til – så er det en af de rigtig store, der er gået bort.«

»Det er ikke en tilfældig rockmusiker, der er gået bort. Charlie Watts er en sand gigant.«

Siden 1963 har Charlie Watts været fast del af The Rolling Stones. Og sammen med Mick Jagger og Keith Richards, som de faste bestanddele, har han skabt musik, som gennem generationer har været, hvad det er for Steffen Jungersen: 'soundtracket til et liv'.

B.T.s tidligere mangeårige musikanmelder Steffen Jungersen.
B.T.s tidligere mangeårige musikanmelder Steffen Jungersen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Folk har skrålet med på 'Satisfaction', 'luftguitarspillet sig vej gennem 'Start me up', fældet en tåre til 'Angie' og sjælet sig gennem 'Wild Horses'.

Og centralt i det hele – både ved optagelser og koncerter – sad Charlie Watts med trommestikkerne i hænderne.

Nærmest aristokratisk bag trommesættet med sin ranke ryg og stille smil på læben, mens han så de to spradebasser Mick Jagger og Keith Richards spæne rundt som vilde teenagere på scenen.

»Charlie Watts sad altid og så ud, som om han grinede lidt af de andre på scenen,« siger Steffen Jungersen.

Charlie Watts, hvor han nærmest altid var, mellem de øvrige medlemmer af The Rolling Stones. Her er det mellem Ronnie Woods og Keith Richards på scenen i 2019.
Charlie Watts, hvor han nærmest altid var, mellem de øvrige medlemmer af The Rolling Stones. Her er det mellem Ronnie Woods og Keith Richards på scenen i 2019. Foto: SUZANNE CORDEIRO
Vis mere

Han har fulgt Rolling Stones hele sit liv. Og dermed Charlie Watts, som havde sin helt egen stil som trommeslager.

»Charlie Watts havde det mest mærkelige swing, men det var også det bedste swing,« siger Steffen Jungersen.

»Rolling Stones, selvom de er et rockband, så har de en helt særlig swing. Og det er i store dele Charlie Watts' skyld. Han var oprindelig jazzmusiker, og han havde det der kryds mellem jazz og rock,« forklarer han.

Allerede tidligere på sommeren var alderen begyndt at vise sine tegn hos den 80-årige Charlie Watts.

Charlie Watts fra The Rolling Stones er død i en alder af 80 år.
Charlie Watts fra The Rolling Stones er død i en alder af 80 år. Foto: MARIO ANZUONI
Vis mere

For første gang i årtier måtte han melde afbud til en turné med Rolling Stones, som er sat til at løbe af stablen i efteråret i USA.

Charlie Watts havde fået konstateret problemer med hjertet. Og en operation var nødvendig for manden, som er blevet kåret til den 12.-bedste trommeslager i verdenshistorien af Rolling Stone Magazine, og Charlie Watts måtte melde afbud.

Tirsdag 24. august afgik Charlie Watts ved døden på et hospital i London omgivet af sin familie.

Og dermed bør det også være endegyldigt slut for den æra, som Rolling Stones som gruppe i sig selv er, mener Steffen Jungersen.

Charlie Watts, hvor han nærmest altid var, mellem de øvrige medlemmer af The Rolling Stones. Her er det mellem Ronnie Woods og Keith Richards på scenen i 2019.
Charlie Watts, hvor han nærmest altid var, mellem de øvrige medlemmer af The Rolling Stones. Her er det mellem Ronnie Woods og Keith Richards på scenen i 2019. Foto: SUZANNE CORDEIRO
Vis mere

»The party is over – det bør være slut med Rolling Stones. Og hvis de fortsætter uden Charlie Watts, så bør de skifte navn til Rolling Stones Jam eller noget andet. Keith Richards har selv sagt det, der er ikke noget Rolling Stones uden Charlie Watts,« siger Steffen Jungersen.

»Der er kun én god trommeslager til Stones,« slutter Jungersen.

Om den kommende USA-turné fortsat skal løbe af stablen efter Charlie Watts' død, står endnu ikke klart.

Det står dog klart, at Rolling Stones planlægger at udgive deres første album i 17 år i 2022.