For anden gang på bare fem måneder besøgte Steven van Zandt onsdag Amager Bio med sit fjorten mand og kvinder store band The Disciples of Soul. Og Bruce Springsteens 'sideman' leverede - endnu en gang - en overdådig rock’n’roll/soul-hyldest til livsglæden, hvor verden stod stille i et par timer. På den gode måde.
Han behøver ikke gøre det. Steven van Zandt har penge nok. Hans chef har turneret flittigt med sit E-Street Band de seneste år - så det er ikke sådan, at Stevens ikoniske scene-bandanaer og sylespidse rock’n’roll boots ikke bliver brugt.
Little Steven kunne sende sine penge til Panama, alligevel rejser han verden rundt på en mission, der - sagde han for nylig til BT - mestendels koster ham penge. Blandt andet fordi han insisterer på at spille på små spillesteder. Det bugner i indbakken med tilbud om store festivaljob, men magien ville fordufte. Frygter Steven van Zandt.
I aften i Amager Bio sagde han det på denne måde efter de første tre numre: ‘Dette er et fristed fra den politiske virkelighed, jeg ellers synger om’. 'Nostalgi', kaldte det han også. I en verden, hvor Gulddreng allerede nu er nostalgi, siger det ikke så meget.
Og det var lige præcis, hvad de næste toenhalv time skulle blive; et fristed. En lille lyksaglig tidsboble, hvor den plamage i underbevidstheden, der regeres af kærlighed til rockmusikken, tog magten fra et klatøjet overjeg, der har rigelig at gøre med at holde styr på november og dit og dat.
Og når overjeget indimellem trådte i karakter, var det for at fundere over, at koncerten ikke bare var en rejse tilbage til van Zandts rødder, men også en lille mesterklasse i det lydbillede, der senere skulle finde sin førstestemme i Bruce Springsteen. Syngmedbare melodier, gospel, soul, rock'n'roll. Noget på hjerte.
Fremragende lyd på alle 14 vokalister og musikere, faktisk fra begyndelsen. Stevens stemme er som bekendt ikke noget at skrive hjem til New Jersey om, men fedt at høre ham lidt mere frigjort med sin guitar end i The E-Street Band. Fedt at se den spilleglæde.
Svulstigt swingende musik funderet i den kreative, musikalske eksplosion i sentressernes Asbury, New Jersey, hvor rock’n’roll - inspireret af den engelske rock - Motown og Stax-soul og den gryende bluesrock flød sammen. Og hvor hverken en van Zandts, en Bruce Springsteens eller en Southside Johnnys omdømme eller løncheck var større end det antal mennesker, de kunne lokke på dansegulvet i barer som Asbury Lanes.
Først en hyldest til ham, der satte den dengang lille Little Steven i gang, da han så The Beatles på Ed Sullivan-show: en stump af et af George Harrisons indisk inspirerede numre.
Derefter lille hyldest til Tom Petty, en lidt flad coverversion af ‘Even the Loosers’, men allerede i van Zandts egen ‘Soulfire’ var der blæs i blæsernee og ikke mindst den fremragende bassist Jack Daley og rimelig cool trommeslager Rich Mercuro, der begge formåede at holde tempoet nede i det rette svampede swing. Godt hjulpet på vej af en forrygende version af Etta James’ ‘Blues is My Business’.
Southside Johnny-numre som ‘Love on the Wrong Side of Town, 'Something Just Don’t Change' og 'Standing in the Line of Fire', som van Zandt skrev til Gary U.S. Bonds - og en festspreder af et nummer som ‘Angel Eyes’. Van Zandts hyldest til doo wob-musikken (og til de ‘rigtige’ Jersey-boys, The Four Seasons), ‘The City Weeps Tonight’.
Et lille glimt der vil blive husket: Da guitarist og musical director Marc Ribler og Steven spillede - og lirede - noget duelguitar i ‘I Saw the Light’ med hver sit barnligt glade fjæs - og så, break, og et susende blæserriff, en tung rundgang og ordet til de tre korsangerinder, der konstant var ved at boble over af noget, der mistænkelig lignede ægte glæde. Det mest funky kor, vest for Hebriderne - og … lad os stoppe her, inden der går #metoo i den.
Og nu jeg er ved den ægte glæde. Det var Stevens fødselsdag i går, i den anledning overraskede bandet ham med lagkage, balloner og en version af The Beatles’ ‘Birthday'. Manden i midten var tydeligt rundt på gulvet og fældede flere tårer.
Jeg nævner det i et forsøg på at beskrive den følelse af samhørighed og musikalsk kærlighed, det tæt sammenspillede band emmede af i Amager Bio.
Bortset fra - ironisk nok - da bandet spillede et medley af tre af van Zandts gamle, politiske numre ‘Solidarity', 'Leonard Peltier' og 'I Am a Patriot’.
Reggaemusikeren Peter Tosh sagde en gang, at rockmusikere bør undlade at spille reggae. Og omvendt. Kloge ord.
Men herefter bragte bandet sig selv og stemningen imod kulminationen i det ultimative Jersey-sound nummer, Southside Johnnys 'I Don't Want to Go Home'. Som stadig cirkulerer rundt i øregangene, mens disse linjer skrives. Tid til at gå hjem.
Little Steven and the Disciples of Soul, Amager Bio, onsdag aften
