Hvis D-A-D havde gennemført og fuldendt deres premiere-koncert på Grøn Koncert, som de begyndte den, havde vi nok været ude i vidtløftigheder a’la 'gylden genkomst', 'fænomenal fest-fanfare' og lignende.
D-A-D lagde nemlig indædt og tordnende tungt ud med et mageløst medley af klassikerne 'Siamese Twin' og 'Isn’t That Wild' og fulgte fornemt op med det nye 'Beautiful Together' og endnu en klassiker, 'Girl Nation'. Det var højt, det var herligt, og det var ligesom det skulle være. Alt sammen var det styret sikkert lige i hjertekulen og mellemgulvet af fænomenale Laust Sonne (trommer) og sanger Jesper Binzer. Få – om nogen – har rendyrket begrebet 'overtændt entusiasme', som Jesper Binzer har det, og det er i høj grad en kompliment til én af de fineste frontfigurer, dansk rock har fostret.Men desværre holdt D-A-D koncerten ikke dét løfte, som den suveræne start på showet ellers afgav. Allerede ved en pivfalsk og malplaceret 'Soft Dogs' som fjerde nummer begyndte koncerten at tabe momentum, netop som den Bedrøvelige Blikkenslager i Det Høje lod rørene lække og vandet sejle ned over græsmarken i Esbjerg. En uinspireret men stabil aflevering af 'Nineteenhundred and Yesterday' og ditto versioner af 'Scare Yourself' og 'Grow Or Pay' fik hverken regnen til at stoppe eller koncerten op i gear.
Efter Jesper Binzers frustrerede råb 'den næste, der siger, den danske sommer er dejlig, får røvfuld!' og de gamle festreddere 'Jihad', 'Everything Glows' og 'Sleeping My Day Away' kom koncerten efter det igen. Specielt D-A-Ds nye partytrick gjorde lykke - nemlig at løfte hele trommesættet op i luften og ud til publikum via en hydraulisk kran i 'Everything Glows' , så vi alle sammen endnu engang kunne få understreget, hvilken fornem trommeslager Laust er.
Men så herligt det end er, at D-A-D stadig er så store drengerøve, at de kan finde på den slags, rokker det altså ikke ved, at der var både sprækker i rustningen og for mange fald i intensiteten ved denne forestilling.
Jeg kvier mig i allerhøjeste grad ved at skulle så meget som antyde, at D-A-D ikke længere er det liveband, de har været. For det ER de jo, når de danser oppe på den store klinge, som de gjorde i koncertens start. Problemet er så bare at blive deroppe åbenbart. Et problem, som dog bør kunne løses ved et langt, kritisk kig på sætlisten – der ER jo f.eks. ingen grund til at blive ved med at spille den ærligt talt trættende 'Riding With Sue', og da slet ikke, når man tydeligt kan se, at bandet er lige så trætte af den, som jeg er. Ligesom D-A-D efterhånden burde have indset at 'Soft Dogs' ikke virker live – det er simpelthen en halvdårlig sang for fanden!
D-A-D har jo om noget band herhjemme et imponerende bagkatalog, og der er sgu’ rigeligt med guld i det til at bandet kan lægge en sætliste, som både kan holde opmærksomheden fanget og intensiteten deroppe, hvor den hører hjemme, gennem en hel koncert.
Som helhed var koncerten i Esbjerg absolut okay, men 'absolut okay' er ikke nok fra et band, som kan meget mere… og som i øvrigt i disse år spiller bedre end nogensinde.
