Sommer betyder musik og fest for mange danskere, og selv om smag er forskellig, så er der altid nogle hit, der bliver så store, at vi alle sammen kommer til at høre dem.

Det mener streamingtjenesten Spotify, som i en pressemeddelelse nominerer 10 sange til at blive sommerens største hit i Danmark.

Der er blevet plads til tre danske kunstnere på listen, mens resten udgøres af internationale stjerner som Ed Sheeran, Justin Bieber og afdøde Avicii. De tre danskere er Gilli, Lord Siva og Morten 'Faustix' Olsen, som af nogen måske bedst er kendt for at være influenceren Irina Olsens partner.

Listen er lavet på baggrund af 'faktorer som sangenes præstation på hitlisterne, engagement fra lytterne, nuværende popularitetskurve, buzz i musikbranchen og god gammeldags mavefornemmelse', skriver Spotify i pressemeddelelsen.

Faustix med sin kæreste, Irina Olsen, ved Guldtuben 2018. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Faustix med sin kæreste, Irina Olsen, ved Guldtuben 2018. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Foto: Philip Davali
Vis mere

'Vi tror mere end nogensinde før, at lytterne vil se de lokale kunstneres vej denne sommer. Danske artister har haft et stærkt år på de danske hitlister indtil videre. Så selvom der helt sikkert vil være numre fra globale stjerner som Ed Sheeran og Justin Bieber, der vil give genlyd over hele verden, så ser vi en klar tendens til, at lytterne vil nyde sommeren, mens de lytter til dansk musik,' siger Spotifys direktør i Norden, Jenny Hermanson, i pressemeddelelsen.

Gilli er på listen med sin sang 'Vai Amor', som allerede er et stort hit med 4,5 millioner afspilninger på Spotify. Den unge rapper kan opleves på adskillige festivaler hen over sommeren, blandt andet Tinderbox og Smukfest.

Dj'en Faustix har vundet Spotifys gunst med nummeret 'Thorns', der har knap 3,5 millioner afspilninger på streamingtjenesten. Han drager også på sommerturné, hvilket bringer ham forbi bl.a. Tinderbox.

Lord Siva tager dog prisen for – foreløbigt – mest succesfulde sommerhit med sin engelsksprogede ballade 'Paris', der har opnået 7,8 millioner afspilninger indtil videre.