Spice Girls' Mel C trækker sig fra optræden i Polen: 'Det harmonerer ikke med de fællesskaber, jeg støtter'


Hun er en allieret af LGBTQ+, men i Polen lever folk i LGBT-miljøet med nogle af de værste rettigheder, man ser i EU.
Det har nu fået 'Spice Girl'-medlemmet Melanie Chisholm, bedre kendt som Mel C og Sporty Spice, til at trække sig forud for sin optræden i Polen nytårsaften.
Det bekræfter hun på sin Facebook.
»Set i lyset af nogle problemstillinger, som jeg er blevet gjort opmærksom på, som ikke stemmer overens med de fællesskaber jeg støtter, er jeg bange for, at jeg ikke længere vil være i stand til at optræde i Polen nytårsaften,« skriver Melanie Chisholm.

Af opslaget fremgår ikke, hvad disse problemstillinger er, men Mel C er kendt for at være en allieret af LGBT-miljøet.
Det var tilbage i 2019, at flere regioner i Polen meddelte, at de nu var frie for det, som man betegnede som LGBT-ideologi.
Ifølge mediet Sky News vil landets præsident forbyde LGBTQ+ undervisning i skoler og forhindre par af samme køn i at adoptere.
Mel Cs beslutning om at trække sig har fået flere roser på hendes opslag.
»Melanie C, bravo! Polsk fjernsyn forfølger homoseksuelle og alle andre, der har andre synspunkter end de nuværende. Faktum er, at LGBT-miljøet hele tiden bliver ydmyget af politikere, herunder Polens præsident,« skriver en.
»På trods af jeg er polsk, er jeg glad. Klog beslutning. Håber at se dig, når landet er normalt igen,« skriver en anden.
»Tak for at være en supporter, Mel,« lyder det fra en tredje.
Selvom Mel C nu har trukket sig fra sin optræden, håber hun på at vende tilbage til Polen igen.