Det har længe floreret, men i begyndelsen af ugen bekræftede Spice Girls, at popgruppen bliver genforenet og skal tournere i 2019. Men uden Posh Spice - Victoria Beckham. Sandheden er, at de aldrig spurgte hende.

Når 90'er-gruppen igen griber mikrofonen, for første gang siden 2012, bliver det kun med Geri Haliwell Horner, Emma Bunton, Melanie Brown og Melanie Chisholm - bedre kendt som Ginger-, Baby-, Scary- og Sporty Spice.

Det har undret mange fans, men under det britiske tv-program 'The Jonathan Ross Show' afslørede kvinderne ifølge The Sun hvorfor.

»Det er faktisk ret sjovt. Jeg så Victoria forleden - og vi er selvfølgelig alle i kontakt, for hun er stadig en stor del af Spice Girls og støtter os, og vi støtter hende - men hun nævnte, at hun faktisk aldrig var blevet spurgt, om hun ville med på tour,« forklarer Melanie Brown.

»Vi gik bare ud fra, at hun ikke ville.«

Geri Horner tilføjede: »Jeg talte med hende to dage før offentliggørelsen, og hun har i årevis sagt, at hun ikke ville lave det mere, så vi vidste det ... Hun har travlt med sin mode og har lagt det bag sig.«

Enstemmigt forklarede de næsten fuldtallige Spice Girls, at Victoria Beckham ikke længere nød at optræde.

Posh Spice har dog givet sin støtte til resten af gruppen - og de fire andre 'Spice Girls' understreger, at døren er åben, hvis Victoria Beckham skulle ombestemme sig.