På min cykeltur til Nørrebro, hvor vi skal mødes, debatterer jeg med mig selv, om jeg skal kalde dagens hovedperson Sarah, eller om jeg skal kalde hende det, som jeg kender hende bedst som – Soleima.
Café Friheden på Nørrebro er et af hendes stamsteder, for det ligger tæt på hendes kvarter.
Og da jeg kommer ind, er hun ikke svær at spotte.
LÆS OGSÅ: Cille måtte selv lære, hvad det vil sige at være en god mor. Hendes egen barndom bød på alt andet
'Sarah?' Siger jeg, og med det samme slår to store blå øjne indrammet af sort eyeliner op. Der var hun.
36-årige Sarah Mariegaard, bedre kendt som Soleima, har netop udgivet et nyt album.
Hun kalder albummet for det mest ærlige, hun nogensinde har udgivet.
LÆS OGSÅ: Hvis Pernilles tanker blev sagt højt, ville folk kalde hende en dårlig mor
Temaet for pladen er kontrasterne, vi står overfor i livet. At have et ansvar, et liv med struktur og familieidyl – for på den anden side at stå med en længsel efter kaos og flugt, der kan få det hele til at kollapse lynhurtigt.
HÆRVÆRK/MESTERVÆRK har hun valgt at kalde det.
For at komme helt tæt på sit mørke, dykkede hun ned i historierne, som Vesterbros gader rummer. Dér forstod hun det mørke, der har fyldt i hendes egen familie, hvor misbrug har sat sine spor.
Et værk der rummer skam
Man fristes til at spørge, om Soleima helst vil lave hærværk eller mesterværk.
Så det gør jeg.
»Det er virkelig et godt spørgsmål. Det er sjovt, det er der faktisk ikke nogen, der har spurgt om endnu,« griner Soleima og siger så:
»Titlen stiller måske mere et spørgsmål om der findes hærværker og mesterværker. Hvad der er lys, og hvad der er mørke. Nu starter du på en eller anden måde nærmest med konklusionen på det hele.«
Da Soleima var yngre, var hendes virkelighed delt op i to poler – lys og mørke. Enten var hun i det ene område, eller også var hun i det andet. Men som blev ældre, begyndte mørket at flyde sammen med lyset – og det er et ret godt sted at være, fortæller hun.
»I takt med, at man bliver ældre og får børn, og får mere ansvar og flere forpligtelser, så kommer der også en higen efter mørke. Det kan være en trang til at flygte eller til at lade stå til.«
Men at sige det højt har været forbundet med skam i Soleima.
»Jeg har opdaget en skam i mig selv omkring nogle af de ting, som jeg normalt ikke anerkender, der spiller ind i pladen. Men jeg kan også mærke, at det er menneskeligt at have et lys og et mørke.«
Inspiration på Vesterbro
Trænger til at sabotere, selvom jeg ved, hvad der er på spil her. Ser frihedens folder gennem flasken på mit bord. Smøgen i kæften, glemme at jeg er nogens mor.
Sådan synger Soleima på pladens nummer 'Hærværket vinder', og det tør hun gøre, fordi det føles ærligt.
»Ærligheden og sårbarheden giver mig en stolthed og en ro, for det var det bedste, jeg har kunnet skrive på det her tidspunkt i mit liv.«
Da hun skulle skrive sit album, gik hun rundt i Vesterbros gader. Her læste hun 'Hærværk' af Tom Christensen og bøger af Tove Ditlevsen, som foregår i bydelen i København.
De to forfattere har det til fælles, at de havde et mørke i sig, som de ikke var i stand til at kontrollere. Pludselig forstod hun mere af det misbrug, som hendes familie har haft ind på livet.
Misbrug inde på livet
Soleimas forældre var 16 og 17 år, da de fik hende. Hun blev født på Sjælland, men da hendes forældre gik fra hinanden, flyttede Soleima med sin mor til Skejby lige uden for Aarhus, hvor hun havde en tryg og stabil hverdag.
Hendes far så hun i weekender og ferier.
Da Soleima var teenager, var hendes far ude i et misbrug og var hjemløs på Istedgade i København.
»Det var den ultimative følelse af svigt. For det er følelsen af, at der er noget større og vigtigere, der vinder over en.«
Det blev tydeligt for hende, at man kunne drikke sig ihjel, hvis man havde lyst til det. Men hun lærte også noget nyt.
»Jeg forstår, at det ikke er et spørgsmål om mangel på kærlighed. Det kan også handle om for meget kærlighed. At man ikke har fået det med i sin bagage, der gør, at man kan rumme så meget kærlighed.«
I dag har Soleimas far været clean i over tyve år. Men hans historie er en del af hendes eget mørke. Hun bliver ofte spurgt til sit mørke. Men hun ville ønske, at folk lod det være abstrakt.
»Mange vil have mig til at definere mit mørke og gøre det konkret. Men det kan have så mange karakterer. Det kan være en følelse af flugt. En trang til at sætte sig i en togvogn og køre til Berlin, og måske, måske ikke komme hjem igen.«
Meget at miste
Man siger, at mørket ikke kan eksistere uden lyset. Måske er lyset det, der holder os fra at blive opslugt af mørket.
Det fylder også på hendes plade, hvor meget der netop er at miste.
»Når man ligger så nært med sit barn og forstår sin rolle, så kan frygten for at miste det hele blive endnu større.«
»Jeg kan jo godt fortælle mere om lys og mørke, men min forhåbning er, at alle de her temaer skinner igennem på sangene og pladen uden, at det behøver at blive sagt direkte.«
Så hærværk eller et mesterværk? Måske er det ikke enten eller, men et både og.
»Jeg tror netop, at noget af det vigtigste for mig er, at de to ting godt kan stå ved siden af hinanden. Vi er komplekse, hvor familieidyl og kaosdrift godt må være to ting, man pendulerer imellem. Og det er ikke forkert.«