Popkunstneren Solange aflyser den udsolgte koncert i forbindelse med Tivolis 175-årsjubilæum onsdag aften, oplyser Tivoli i en pressemeddelelse.

Koncerten var udsolgt, og da afbuddet er kommet så tæt på jubilæet, har Tivoli ikke kunne finde en erstatning.

Ud over oplysningen om, at Solange er syg, ønsker hendes management ikke kommentere afbuddet yderligere.

Tivoli gennemfører fortsat resten af jubilæumsprogrammet. Men det forhindrer ikke Tivoli i at give pengene tilbage til de personer, der har købt billetter til Solange.

»Vi er rigtig kede af at måtte skuffe de mange fans, som havde købt billet til Solange,« siger underdirektør i Tivoli Nicolai Koppel i en pressemeddelelse.

»Koncerten var udsolgt og vi har forsøgt alle muligheder for at finde en passende afløser men desværre uden held på grund af det meget korte varsel. Vi beklager meget og sørger for, at alle der har betalt billet til koncerten får pengene retur.«

Koncerten onsdag var den eneste i Skandinavien og én af meget få koncerter i Europa i år.

Vis mere