Søren Rasteds nye musikvideo er dømt for fræk til YouTube.

Den 52-årige musiker har siden 2017 haft succes med podcasten 'Den grå side', hvor han sammen med en række kendte gæster læser historier op fra gamle Ugens Rapport-pornoblade.

I starten af 2022 tager Søren Rasted på turné med 'Den grå side', og i den forbindelse har han lavet sangen 'Listefiss' med en tilhørende musikvideo, som nu er blevet fjernet af YouTube på grund af 'nøgenhed'.

»Selvfølgelig er det en langt ude video, men det har aldrig været intentionen at gå for langt – og jeg håber ikke, at der er nogen, der synes, at den er fræk,« lyder det med et grin fra Søren Rasted.

'Listefiss'-holdet.
'Listefiss'-holdet. Foto: Stillbillede fra musikvideoen.
Vis mere

»Jeg troede faktisk ikke, at de ville tage den af, for der er dækket af de steder, der skal dækkes, og man skal jo krydse af, at man er over 18 år, for at se den,« forklarer han og tager derudover kun censuren med et smil.

Han tilføjer:

»Jeg synes, det er svært at manøvrere rundt i, hvad man må og ikke må. Det er lidt en jungle, og vi har åbenbart så vist lidt for meget. Vi må tilbage i redigeringen og sætte nogle større bjælker på,« griner han.

Og hvad er det så, der er for 'farligt' at vise på YouTube?

Musikvideoen er en hyldest til Ugens Rapport, som til næste år kan fejre 50-års jubilæum.

Søren Rasted tænkte, at det kunne være sjovt at lave en video, der foregår i 1972, så i videoen sidder han sammen med Brian Lykke, Jacob Riising, Lars Hjortshøj og Mick Øgendahl rundt om et bord fyldt med øl og pornoblade iført brunt 70er-tøj.

Ud over øl og porno står der en gammel filmfremviser på bordet, og den afspiller gamle pornofilm, hvor Søren Rasted har fået sat sit eget og de andre mænds ansigter ind på hovederne af pornostjernerne.

»Vi talte om, at det kunne være sjovt at lave sådan noget 'deepfake' – altså hvor det virkelig ser ud, som om det er os,« forklarer Søren Rasted.

»Men så blev jeg enig med instruktøren Jesper Lind om, at det var sjovere, at det så lidt mere dilettant-agtigt ud. Så kan man også se, at det ikke er os. Med 'deepfake' kan det se virkelig ægte ud, og det kan være farligt – især med porno,« griner han.

Søren Rasted har foreløbig fået lavet en censureret version til Facebook og ellers kan man se den originale ucensurerede version på hjemmesiden Vimeo.

Der er foreløbig ingen planer om at lave flere 'frække' videoer, men, tilføjer Søren Rasted, så ved man aldrig, hvad der sker, når 'Den grå side'-turneen er i gang til næste år.

Se den ucensurerede version øverst i artiklen.

Andre læser også