Mens kæresten lå i en kiste og datteren lå i respirator på Rigshospitalet, begyndte sangene til Søren Huss første soloalbum langsom at tage form. Det var nødvendig og naturlig terapi

- Musik har altid været det rum, jeg kunne gå ind i og finde trøst, uanset, hvad der ellers skete i verden. Det var det også den aften. Helt nødvendigt og naturligt.

Sådan fortæller Søren Huss om den aften i december 2007, hvor hans kæreste og deres lille datter blev kørt over af en højresvingende lastbil i Valby.

Kæresten blev dræbt på stedet. Datteren overlevede med nød og næppe. Men til alt held kom hun sig. Og i dag forsøger de to nu at genopbygge tilværelsen uden deres mor og livsledsager.

I lang tid tvivlede Søren Huss på, at han nogensinde igen ville blive aktiv i musiklivet.

De nye toner og sange, var nemlig ikke nødvendigvis ment som andet end privat terapi

Men langsomt tog projektet form.

Og 18. oktober udkommer solopladen "Troen og Ingen" - en titel inspireret af de hårde tider efter ulykken.

Søren Huus forklarer:

- Da jeg forlod Rigshospitalet den aften, sagde jeg til præsten, at jeg aldrig havde troet på Gud. Og hvis jeg nogensidne havde haft den mindste tvivl, var den forsvundet nu. Men uden tro går det jo ikke. Jeg har genvundet troen på mennesker, det, der er imellem os og kærligheden. Det er forhåbentlig også det, der ligger i albummet. Sådan er musik. Der er jo på en måde håb i de fleste toner.

Saybia har i de seneste ti år været én af Danmarks bedst sælgende grupper. Og forhåbningerne til soloalbummet er derfor også store.

Men cd-salg eller ej, så ver udgivelsen nødvendig for Søren Huss.

- Pladen er på mange måder et kvanteskridt for mig. Dels synger jeg om det værste, et menneske kan opleve og noget meget privat. Dels synger jeg for første gang mine egne tekster på dansk. Men begge dele er en stor befrielse for mig, siger Søren Huss.