København var første stop på Europa-turneen for Norges stolthed, Susanne Sundfør, der havde lagt vejen forbi DR’s Koncertsal for at fremføre sange fra sit seneste album ’Music for People in Trouble’. Et album, der har modtaget store roser internationalt, og som blot har øget hypen omkring den 31-årige sangerinde.
Nordmændene elsker hende, hvilket man også kunne mærke denne aften, hvor hendes landsmænd var godt repræsenteret blandt publikum.
Hvor Sundfør på 2015-albummet ’Ten Love Songs’ (der i øvrigt blev hendes internationale gennembrud) eksperimenter med en elektronisk poplyd, er sangene på det nye album nedbarberet og kredser omkring instrumenter som klaver, guitar, fløjte og saxofon. Det er folket, jazzet og melankolsk, og Koncertsalen fungerede som en perfekt setting for dette arrangement.
Sundfør indtog scenen ledsaget af to musikere, og åbnede med nummeret ’Mantra’. Undervejs skiftedes de tre mellem flere af instrumenterne - her tog sangerindens stemme prisen som det smukkeste.
For ganske vist er der højt til loftet i DR’s Koncertsal, men Sundfør skulle nok nå derop. Med ren perfektion og teknisk snilde kunne sangerinden gå fra en hviskende, spæd røst til at synge ordene ud med sådan en kraft, at de ramte hver en afkrog i salen og gav genlyd i ørerne. Sjældne gange rungede det lidt for meget.
Med hendes stemme som våben skar hun smerten ind under huden på en. For det er ikke muntre ting, Sundfør synger om.
Der er strofer som ‘No one believes in love anymore / They throw away the keys, no one knocked on the door’ og ‘and when the nights are cold and strange and all the birds are gone / and the oil’s been spilt, and left us on this Earth alone’.
Vinterdepressionen rykkede lidt tættere på denne aften.
Sundfør har naturen med i sin musik, og var det ikke, fordi Eddie Vedder allerede står bag et fremragende soundtrack til 2007-filmen ’Into the Wild’, ville Sundførs ’Music for People in Trouble’ være en oplagt kandidat. Med en afdæmpet saxofon, et drømmende fløjtespil og dyster guitar, blev jeg hevet med på en rejse væk fra Koncertsalen og hen til naturlandskaber med rislende bække og høje bjergtinder.
Den norske sangstjerne og hendes to musikere formåede med få instrumenter at skabe magiske øjeblikke i smukke omgivelser. Her stod ’Reincarnation’ som det fineste - på trods af, at sangen blev afbrudt halvvejs, fordi Sundfør skulle stemme guitaren.
Undervejs var der nogle afstikkere til tidligere udgivelser med sange som ’Trust Me’, ’White Foxes’ og ’Can You Feel The Thunder’, men det hele passede dog ind i en konceptuel ramme. Sundfør pointerede under koncerten, at det var vigtigt som kunstner at forny sig, og det mestrer hun bestemt.
Jeg savnede dog noget, der brød den stringente form, og det kunne have været lækkert med en akustisk version af hits som ’Fade Away’ eller ’Kamikaze’. Jeg blev lukket ud i den anmassende sibiriske kulde i et tungsindigt humør. Men bestemt også med følelsen af at have være vidne til noget magisk og en fantastisk stemme. Jeg forstår godt, de er stolte – deroppe i Norge.
Susanne Sundfør, DR Koncerthuset, lørdag aften
