Mens det meste af Danmark fortsat er nedtrykte over corona-nedlukningen, så er folkene bag Smukfest anderledes optimistiske.

Festivalen i Skanderborgs bøgeskov satser så meget på, det i 2021 bliver muligt at afholde Smukfest, at de har præsenteret 11 nye navne - heriblandt Hugo Helmig.

Dermed slutter den 22-årige Helmig sig til en række andre stjerne, som Burhan G, Capark North, Hjalmar, Lionel Richie, Kato og Medina, som Smukfest allerede tidligere har afsløret, at man vil kunne finde på scenen til næste år.

Hugo Helmig har ellers haft nogle lidt svære år med stofmisbrug og andre problemer, men nu er han klar til endnu engang at give den gas foran publikum.

Smukfest tror på, at der bliver festival til næste år.
Smukfest tror på, at der bliver festival til næste år. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Til sommer vil han give 27 koncerter i både Danmark og Tyskland - heriblandt altså på Smukfest.

Blandt de 11 nye navne er også sangerinden Jada, der var den helt store prisvinder ved årets udgave af P3Guld.

Dertil kommer rapperen Tessa, Peter Sommer med bandet Tiggerne, Queen Machine, SP-Just-Frost, Anton Walter, Joyce, Baseløs samt Føl som og Såforsatan.

Optimismen hos Smukfest kommer efter et noget trist år hos den danske festivalbranche. Grundet coronavirussen var det ikke muligt at afholde festivaler i sommer, og dermed måtte Smukfest 2020 aflyses.

Man ventede 55.000 gæster per dag til Smukfest 2020, og alle der havde købt armbånd til festivalen kunne enten få dem byttet til et armbånd til 2021 eller få refunderet pengene.

Hvis det bliver muligt at afholde Smukfest i 2021, så vil festivalen finde sted fra 1. til 8. august.