»Robbie Williams får et pænt honorar, men så forventer vi også, at han leverer en god koncert for pengene.«

Sådan siger Poul Martin Bonde, talsmand for Smukfest i Skanderborg, der onsdag aften har den britiske superstjerne på plakaten.

»Robbie er sådan en kunstner, man i mange år har tænkt ville passe godt hernede. Og han passer ret godt til vores gennemsnitsgæst på en eller anden måde, så det har da været en kunstner, vi har lagt billet ind på igennem flere år.«

Det var nogenlunde det samme, han sagde ved sidste års festival, der havde Britney Spears som hovednavn.

Koncerten endte dog i et udskældt flop, da superstjernen leverede et både energiforladt og rutinepræget show, hvor hun ikke selv sang.

Kan det ikke være farligt at booke en superstjerne, som ikke har noget at bevise?

»​Britney var en rigtig god booking. Men jeg ville have ønsket, hun bare dukkede op i cowboybukser og spillede sine hits med et fedt band i ryggen - men sådan blev det jo så ikke. Hun passede perfekt herned til, men du ved jo aldrig, hvad du køber, og hvilken form folk er i,« indrømmer Poul Martin Bonde.

Kort efter popstjernens koncert på sidste års festival var han ude at forsvare hende, og proklamere at hun 'leverede varen'. Siden har han ændret holdning en anelse.

»Britney var måske mere show end en egentlig koncert, men det er da ikke sådan, at vi fortryder at have booket hende. Det var bare noget andet, end man havde forventet og måske gerne ville have hørt.«

Til gengæld er Poul Martin Bonde sikker på, at Robbie Williams er typen, der vil være 'i øjenhøje med publikum og skabe magi'. Omend også han har lagt i kakkelovnen til et stort show.

»Han kommer med det store orkester. Det er en kæmpe produktion, så de første af hans folk er allerede rykket ind i morges med de første trucks, så de er klar, til han går på scenen i aften. Jeg tror ikke, han selv er kommet endnu. Men mange af de store ryger jo ind i sidste øjeblik for at være gearet til det store show,« siger han onsdag eftemiddag.

Poul Martin Bonde er - vanen tro - ikke meget for at sætte beløb på festivalens bookninger. Men han afslører, at man i år har brugt 56 millioner kroner på musikken mod sidste års 51 millioner.

Og så var det ikke engang nødvendigt.

»Der er mange, der beskylder os for at være kommercielle og kun tænke kun på overskud, men Robbie er faktisk booket, efter vi havde solgt alle billetter. Det skal ikke være sådan, at vi skal spare, bare fordi vi allerede har udsolgt.«

Robbie Williams spiller på Bøgescenerne onsdag aften kl. 23.30.