Partoutbilletter til 'Smukfest' 2020 er blevet udsolgt på rekordtid.

Kun lige på den anden side af en time tog det at få solgt samtlige 29.500 billetter til den grønne festival i Skanderborg.

61 minutter tog det tirsdag formiddag, før der ikke var flere billetter at komme efter, skriver TV 2.

Foruden den store eferspørgsel, så har der også i løbet af slagsperioden været problemer.

Nogle har haft tekniske vanskeligheder, når de ellers har været så heldige at komme igennem. Det bekræfter festivalens talsmand over for B.T.

»Der er nogle enkelte, der oplever problemer. Det er ratebetalingen, den desværre er gal med. Vi har ikke et fuldstændigt overblik, men vi vil hjælpe de berørte kunder på bagkant,« siger talsmanden, Poul Martin Bonde.

»Det er dem, der bruger 3D Secure, og vil betale i rater, som er berørte. Vi opfordrer dem til at betale det fulde beløb, så virker det nemlig. Så kan de få det rateopdelt på bagkant,« uddybede han tidligere tirsdag.

Indtil videre er Rasmus Seebach, Tove Lo, Khalid, Kygo, Gille, Lewis Capaldi, Malurt, Medina, Carpark North og Lionel Richie annonceret til Smukfest til sommer.