Claes Antonsen fra The Antonelli Orchestra kommer ikke til at spille mere med Sanne Salomonsen denne sommer.

Det bekræfter Smukfest i en mail til B.T.

I kølvandet på DRs dokumentar om sexisme i musikbranchen, er der kommet fokus på Claes Antonsens upassende opførsel under optagelserne af TV 2-programmet 'Toppen af Poppen'.

I programmet fortæller musiker Mathilde Falch blandt andet, hvordan et mandligt medlem af The Antonelli Orchestra under optagelserne af 'Toppen af poppen' i 2021 kommenterede hendes røv i sådan en grad, at hun endte med at tage løstsiddende tøj på resten af optagelserne.

I dokumentaren holdes det mandlige bandmedlem anonymt, men onsdag aften stod Claes Antonsen frem som den skyldige med en undskyldning på Facebook, og det har torsdag nu altså fået konsekvenser for The Antonelli Orchestras aktuelle sommerturné med Sanne Salomonsen.

Bandet spiller blandt andet på Smukfest til august, og indholdschef og talsperson for festivalen, Trine Bang skriver i en mail til B.T.:

»Sanne Salomonsens management har i dag meddelt, at de skifter trommeslageren på deres sommertour ud. Set i lyset af DR dokumentaren 'Sexisme i musikbranchen', er vi enige i, at det er den rigtige beslutning.«

Hun fortsætter:

Claes Antonsen har meddelt, at han trækker sig fra både sit band og fra alle andre aktiviteter, som han er involveret i. (Arkivfoto).
Claes Antonsen har meddelt, at han trækker sig fra både sit band og fra alle andre aktiviteter, som han er involveret i. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Vi er glade for, at der er kommet hul på en nødvendig samtale om diversitet og arbejdsvilkår i musikbranchen. Det er indlysende uacceptabelt, at man som arbejdende kunstner skal lægge ryg til de oplevelser, som senest DR-dokumentaren har vist.«

Hun tilføjer:

»Hver sommer er Smukfest arbejdsgiver for hundredvis af kunstnere og deres crew, og vi har tidligere meldt ud, at vi som arrangør oplever, at tonen om specielt kvindelige musiknavne kan være nedladende og sexistisk. Vi stiller os derfor bag de artister, der modigt står frem.«

DRs dokumentar har også haft andre konsekvenser.

I første afsnit er der fokus på en anden mandlig musiker, der har opført sig upassende overfor sine kvindelige kollegaer.

Martin Brygmann er siden stået frem som den omtalte - og har siden trukket sig fra alle koncertaktiviteter - her iblandt hans koncert på Smukfest.