Klaus Kjelleup er blevet smidt ud af det danske popband, 'Danser med drenge'.

Kjellerup har skrevet på Twitter, at russerne ikke bomber i Ukraine, og at det er 'ukrainske nazi-terrorgrupper', der bomber i landet.

»Russerne betragter sig slet ikke som fjender af Ukraine eller af det ukrainske folk,« lyder det fra Kjellerup.

Og det falder ikke i god jord hos resten af bandet.

»I løbet af det sidste døgn er vi blevet opmærksomme på dine mange voldsomme og frastødende ytringer omkring situationen i Ukraine. Vi er dybt chokeret og ønsker på ingen måde at være en del af dine synspunkter,« skriver bandmedlemmet Kasper Langkjær på sin Facebook.

Kjellerup er derfor blevet smidt ud af bandet.

»Det er holdninger som uimodsagt vil fremstå som Danser med Drenges, hvilket det absolut ikke er, og som vi er forpligtigede til at tage afstand fra. På baggrund af dette er det ikke muligt for os at gennemføre den kommende turné sammen med dig, og vi træder ligeledes ud af et fremtidigt samarbejde,« lyder det fra Langkjær.

Også Rie Rasmussen fra 'Danser med drenge' kommenterer nu Kjellerups holdninger.

»Jeg har prøvet… Mange gange…I lang tid…At forklare Klaus Kjellerup, at han har et ansvar som kapelmester og direktør for et helt hold af voksne mennesker i Danser med Drenge. Men jeg må smide håndklædet i ringen,« skriver Rie Rasmussen.

Hun skriver, at hun ikke længere kan stå på mål for hans retorik og holdninger.

»Det har jeg aldrig kunnet, men det topper nu. Jeg orker ikke mere at skulle forklare hele verden, at vi andre i orkestret er direkte uenige i stort set alt, der er kommet fra hans hånd på SoMe. Der er ingen genklang og ingen respekt for, at det går ud over os andre,« tilføjer hun.

Rie Rasmussen mener, at Klaus Kjellerups kommentarer på Twitter skader hele bandet.

»Jeg er dybt berørt. Både af situationen i Ukraine og for situationen i Danser med Drenge. Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske. Men en ting ved jeg – man kæmper langt bedre, når man kæmper sammen,« skriver hun.

B.T. forsøger at indhente kommentar fra Kjellerup.