Hjernen bag Swans, Michael Gira, i et intenst øjeblik under gruppens smadrende tunge koncert i udsolgte Lille Vega. Om et par måneder spiller d'herrer på Roskilde-festivalen.
Hjernen bag Swans, Michael Gira, i et intenst øjeblik under gruppens smadrende tunge koncert i udsolgte Lille Vega. Om et par måneder spiller d'herrer på Roskilde-festivalen. Foto: Henrik Reerslev

Amerikanske Swans gæstede et længe udsolgt Lille Vega og gav en to timer lang, urovækkende og brutalt støjende koncert, der var udmattende på den gode måde.

New York-ensemblet Swans’ bidrag til den mørke og støjende del af musikverdenen kan ikke undervurderes. Med sangskriver Michael Gira som omdrejningspunkt og ledelsesskikkelse udgav gruppen fra starten af 80’erne frem til opløsningen i 1996 ti mestendels skelsættende albums.

Disse udgjorde lydspor til følelser som klaustrofobi, paranoia, angst, og så videre – Giras hjemsøgende vokal og blasfemiske tekster var i centrum, men musikken supplerede perfekt hans sorte, ofte ganske syge sind, og skabte et storslået ondt hele.

Swans gjorde sig i starten som et apokalyptisk industrial-band med to hårdtslående trommeslagere; at lytte til de tidlige skiver var (og er!) som at overvære helvedes porte åbne. Ubehageligt og intimiderende. Men ved sangerinden Jarboes tilkomst lysnede stemningen en (lille) smule op.

Visse forventninger

Gira & co. udvidede i slutningen af 80’erne og op gennem 90’erne udtrykket med et væld af ekstra instrumenter i en nærmest barok grad, der peakede på hovedværker som ’Children of God’ (1987), samt ’White Light from the Mouth of Infinity’ (1991), og ved opløsningen i 1996 lænede gruppen sig op ad post-rock.

Siden har Gira koncentreret sig om sit nye, mere milde band, Angels of Light, men i fjor genoplivede han Swans, og udsendte ’My Father Will Guide Me Up a Rope to the Sky’, der desværre var en ret bleg og forudsigelig udgave af dét Swans, der i sin tid for alvor forfærdede.

Undertegnede havde tyvstartet og set gruppen til en festival i udlandet, og hér fremmanede ensemblet stadig uhygge og ondskab – så det var med visse forventninger, at man entrede Vegas lille sal. Og Swans levede heldigvis op til dem med en to timer lang foruroligende seance.

I støjorkanens øje

For nogle var det utvivlsomt en prøvelse at stå igennem den lange instrumentale halve time, der åbnede koncerten, hvor Swans’ medlemmer med fem minutters mellemrum ét for ét gik på scenen og sammen spillede sig mod et brutalt klimaks og den første reelle sang ’No Words/No Thoughts’.

Lydtrykket var tilmed så voldsomt, at det kunne mærkes i mellemgulvet, mens Michael Gira med viftende arme agerede kapelmester som koncertens centrum. Det var umuligt at se på ham, at han er 57 år gammel, sådan som han trampede løs og faldt brølende på knæ i støjorkanens øje.

Omkring Gira forstærkede resten af Swans udtrykket med deres blotte tilstedeværelse; særligt den to meter høje, ranglede og apatiske guitarist Norman Westberg og den ganske vikingelignende multiinstrumentalist Thor Harris, der varetog alt fra slagtøj over strygere til klarinet og melodica.

Nutid og fremtid

Med den rige instrumentering var der ikke mange hjørner, Swans ikke kom omkring i løbet af det smadrende sæt. Men der blev bestemt ikke leflet for publikum med blot to sange fra "gamle dage".

Det var tydeligt, at Giras fokus i Swans i dag er på nutiden og fremtiden, ikke fortiden.

De eneste kig tilbage kom i form af ’I Crawled’, der blev leveret med ildevarslende metallisk manér efter en sjældent afdæmpet intro på mundharpe, og ’Sex, God, Sex’ der stod som et højdepunkt i koncerten, da Gira midtvejs råbende forsøgte at hidkalde Jesus (dog uden held).

Sansebombardement

Koncerten var unikt suveræn i de mest nådeløst støjende momenter, hvor man ramte en tilstand af tilfreds sanselig udmattelse, men på den negative side fungerede sangene fra ’My Father…’ ikke helt optimalt, og derfor var det en rar trøst, at de spritnye sange, der blev luftet, i dén grad imponerede.

Swans kom i løbet af de to timer igennem alt fra industrial og post-punk, over heavy metal til indisk raga og desorienterende psykedelisk rock, mens Giras ”Gibson Lucille”-guitar krydrede det hele med en blueshilsen til B.B. King.

På mange måder en ubeskrivelig oplevelse; under alle omstændigheder et overvældende sansebombardement.

Swans spiller i aften, tirsdag, på Voxhall i Aarhus og i morgen, onsdag, på Babel i Malmö. Der er stadig billetter. Bandet gæster også sommerens Roskilde Festival, som løber af stablen fra den 30. juni til den 3. juli i år.

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 0 kr.