Kurt Viles koncert i Lille Vega var så tidlig-90’er-tidstypisk, at man måtte knibe sig selv i armen over det faktum, at den unge herre faktisk kun er 31 år gammel.
Det er ikke til at vide, præcist hvor man har Kurt Vile.
Manden fra Philadelphia slog først sine folder i udefinérbare The War on Drugs, men siden 2008’s selvtillidsfuldt betitlede ’Constant Hitmaker’ har han – i eget navn og i grænselandet mellem garagerock, psykedelisk og akustisk pop – udgivet den ene spøjse kollektion efter den anden.
Hans stenede tilgang til sangskrivning peakede på to år gamle ’Childish Prodigy’, men for et par måneder siden overraskede han ved at udsende den relativt regulære singer/songwriter-plade ’Smoke Ring for My Halo’, der pegede i en mere konventionel retning.
Faktisk var det eneste sikre inden aftenens seance, at trioen The Violators ville bakke den langhårede sangskriver op, samt naturligvis at Vile er at finde på årets Roskilde-program.
Og måske var det de mange festivalgængere, der ville have en forsmag på sangskriveren, inden det går løs på pløjemarken om halvanden måned; i hvert fald var aftenens koncert i Lille Vega udsolgt og billetefterspørgslen så stor, at en ekstraoptræden netop er sat til den 30. august.
Tilforladelig tomgang
At dømme ud fra de 90 minutter, Vile gav Vega, så var det svært at forstå, at amerikaneren kan trække 500 tilskuere. Der var nemlig dømt slacker-stil a la de tidlige 90’ere, og ikke fremsynet sangskriverhåndværk, som der med mellemrum er på pladerne.
Vile varetog selv guitar, men da Violators talte to guitarister, en trommeslager og ingen bassist, var man altså vidne til et sandt triple-guitarattack, der sine steder støjede så meget, at tankerne blev ledt i retning af Dinosaur, Jr.. – dog et Dinosaur, Jr. uden dynamik og stærke sange, forstås.
Og det var tydeligt fra start via åbneren ’Hunchback’, der larmede som Neil Young gør med Crazy Horse, samt ’Monkey’, der kunne være skrevet af den førnævnte Dino, og sådan var det gennem det meste af koncerten. Uden at det dog rigtigt nærmede sig forbillederne.
Tilforladelig tomgang kun afbrudt af Viles indforståede og uforståelige mumlen mellem sangene.
Ikke dårligt, bare for ensformigt
De musikalske nuancer, der kendetegner Viles plader gik tabt i den enslydende mur af guitarer, og hans vokal druknede næsten fuldstændig i feedbacken. Det blev aldrig direkte dårligt, det var bare generelt for ensformigt.
Meget kendetegnende var det eksempelvis, at selv fortolkningen af Bruce Springsteens ’Downbound Train’ var svær at skelne fra alle de andre støjeskapader.
Og faktisk var det først, da Vile efter tre kvarter pludselig stod helt alene på scenen og spillede den Eels-agtige ’In My Time’ på akustisk guitar og efterfølgende publikumsfavoritten ’Peeping Tomboy’, at der for alvor blev rystet op i den trivielle stemning.
På skillevejen
Atter en fanfavorit og dén sang, der medførte aftenens måske største jubelbrøl, ’Freak Train’, lukkede det ordinære sæt med skrigende saxofon og øredøvende guitarfeedback. Det var højdepunktet netop fordi, Vile og Violators ville lidt mere hér end i resten af koncerten.
Alt i alt fik man dog indtrykket af en forvirret musiker, der står på skillevejen mellem idolforgabelse og selvstændig sangskrivning – det kan gå begge veje, men under alle omstændigheder er det er nok næppe en genfødt Vile, man kan opleve på Dyrskuepladsen om halvanden måneds tid.
Kurt Vile spiller i aften, fredag, på Voxhall i Aarhus og som nævnt på årets Roskilde Festival. Den 24. august gæster han Posten i Odense, og seks dage senere vender han tilbage til Lille Vega.
