Da Wiz Khalifa for to år siden spillede på Roskilde festival, var det et perfekt afsæt til en videre fest.

Fredag aften, da den 30-årige amerikanske rapper fortsatte sin Danmarksturné på Tinderbox i Odense, endte det desværre med ét langt, plat reklamestunt for et nyt album.

Dengang i 2016 var stemningen ekstatisk. Jeg følte mig virkelig ’young, wild and free’ som han synger på et af sine største hits, og midt i Roskilde-kaosset gav hans kulørte univers af marijuana-romantik, flabet trap-rap og og store pophits mening.

Det gjorde det ikke på Tinderbox.

Det var som om, han havde skiftet sit gamle sæt ud med et spritnyt, der indeholdt to punkter øverst på dagsordenen:. 1. At få legaliseret cannabis. 2. At få solgt sit nye album.

Det  første var egentlig underholdende nok. Spredt rundt i koncerten kastede han kæmpe, oppustelige joints-ruller ud til publikum og tændte selv en spliff på scenen. Midt i ræset fik han også startet et par moshpits, til trods for at Tinderbox med store skilte gør alt for at forhindre publikum i at smadre ind i hinanden.

Det var fint nok. Det er rock’n roll og kun sjovt med lidt autoritets-utroskab.

Det andet punkt på dagsordenen med konstant at nævne, at der er et nyt album på vej, at han konstant fik publikum til at råbe albummets titel og udgivelsesdato – og endda freestylede et nummer frem om det, blev i det lange løb irriterende at høre på. Han spillede et par af numrene fra det kommende værk, men i stedet for at lade musikken tale for sig selv, skulle det altså proppes ned i halsen. Unødvendigt for en verdensstjerne af den kaliber.

At koncerten også kun blev bare lidt medrivende, når han spillede de største Spotify-hits hjælper ikke på det samlede indtryk.

Wiz Khalifa er egentlig en stærk performer, og det er lækkert at se en rapper, der også kaster sig ud i sang. Det endte bare desværre med at blive en flad, lidt skuffende omgang på Tinderbox.