'Bedste mandlige country artist' og 'bedste country album'.
Så fine priser kan den 28-årige musiker Morgan Wallen vinde ved årets American Music Awards senere på måneden. Der er bare ét problem.
Morgan Wallen må nemlig ikke være med til festen. Det skriver DR.
American Music Awards er nu den tredje prisuddeling, der bandlyser countrymusikeren, efter der tidligere på året dukkede en video op af ham, der kom hjem fra en tilsyneladende våd aften i venners lag.
På vej op til sin husdør kunne man således se og høre countrymusikeren råbe racistiske og stødende ord i sin afsked med resten af selskabet.
Trods Morgan Wallens efterfølgende undskyldning, så har hans pladeselskab suspenderet ham, han er blevet fjernet fra streamingtjenesterne Spotify og Apple Music, og nu lukker American Music Awards ham altså også ude fra prisuddelingen.
»Morgan Wallen er nomineret i år baseret på hitlisterne,« understreger organisationen bag prisuddelingen, MCR Live & Alternative, i en officiel udtalelse.
»Men da hans opførsel ikke stemmer overens med vores kerneværdier, så vil vi ikke inkludere ham i showet på nogen måde,« forklares det.
Således kommer countrymusikeren ikke til at deltage, hverken som optrædende kunster eller som gæst.
Derfor må han heller ikke tage imod de fornemme priser på scenen, hvis han skulle få nok fanstemmer til at vinde dem, ligesom han som eneste nominerede har fået fjernet sine billeder fra American Music Awards officielle platforme.
MCR Live & Alternative udelukker dog ikke, at Morgan Wallen igen kan inkluderes til fremtidige shows.
Det gør de med henvisning til countrymusikerens egne udtalelser fra februar af om, at han ville arbejde på at blive et bedre menneske, hvorfor han af samme grund aflyste sin turné.
»Jeg er flov og ked af det. Jeg brugte et uacceptabelt og upassende racistisk skældsord, som jeg ville ønske, jeg kunne tage tilbage. Der er ingen undskyldninger for at bruge den type sprog, nogensinde. Jeg undskylder inderligt for at have brugt det ord. Jeg lover at gøre det bedre,« lød det fra Morgan Wallen til TMZ, der lækkede den omtalte video.
Og det holder organisationen bag American Music Awards ham altså op på.


