En irsk hiphop-gruppe, der er på plakaten ved årets NorthSide festival, efterforskes af det britiske antiterror-politi.
Det sker, efter bandet Kneecap i kontroversielle videoer blandt andet har opfordret til drab på britiske politikere, mens de i en anden video råber ‘Op med Hamas, op med Hizbollah’, skriver CNN.
De seneste dage har bandets videoer cirkuleret på nettet. Videoen, der hylder Hamas, er angiveligt optaget i november sidste år, mens et af medlemmerne i en anden video fra november 2023, siger: 'Den eneste gode Tory er en død Tory (anvendes om konservative politikere, red.) Dræb dit lokale parlamentsmedlem.'
Det har fået Katie Amess, der er datter af den konservative politiker, David Amess, som blev dræbt af knivstik under et vælgermøde i 2021, til at kalde Kneecaps retorik for »afskyelig«.
»(Den) udgør en direkte trussel mod de valgte embedsmænds og de demokratiske institutioners sikkerhed og velbefindende,« har hun sagt til nyhedsbureauet PA Media.
Det britiske antiterror politi skriver i en erklæring, at videoerne danner grundlag for ‘yderligere efterforskning af potentielle lovovertrædelser,’ og efterforsker nu hiphop-gruppen, der senest under Coachella-musikfestivalen i sidste måned, højlydt kritiserede Israels krig i Gaza.
Efterfølgende er flere af hiphop-gruppens kommende koncerter blevet aflyst, men bandet er stadig på plakaten til både Glastonbury-festivalen og til danske NorthSide denne sommer.
Mens britiske lovgivere ifølge CNN har opfordret Glastonbury til at aflyse bandets optræden, har en gruppe af kunstnere modsat underskrevet et åbent brev, der støtter trioens ret til ytringsfrihed.
Kneecap har undskyldt over for familien Amess og siger selv i et opslag på Instagram, at optagelserne, der cirkulerer online, »bevidst er taget ud af enhver kontekst«, som en del af en »smædekampagne«.
B.T. forsøger at få en kommentar fra NorthSide, for at høre om sagen får betydning for bandets optræden i Aarhus til sommer.