Den amerikanske rapper, Kendrick Lamar, der den 1. marts giver koncert i Royal Arena og til sommer er hovednavn på årets Smukfest, er ikke fan af at blive fotograferet, når han optræder.

Den 30-årige verdensstjerne har netop søsat sin verdensturné ’The Damn Tour’, der følger op på det Grammy-vindende album ’Damn’, og i den anledning har han opsat et forbud om, at der bliver taget billeder under koncerten.

Ifølge den engelske avis The Guardian har han nægtet professionelle fotografer adgang til sit show i et forsøg på at beskytte sit brand. Derudover er mobiltelefoner ude blandt publikum heller ikke ønsket, og dermed er han den seneste popstjerne i rækken til at bede om telefon-fri-koncerter.

Kendrick Lamar hader at blive fotograferet.
Kendrick Lamar hader at blive fotograferet. Foto: DANNY MOLOSHOK
Vis mere

Navne som Guns N’ Roses, Alicia Keys og Jack White har afholdt telefon-fri-koncerter i håb om at skabe mere nærvær under koncerterne.

Roger Waters fra det ikoniske rockband Pink Floyd har tidligere udtalt, at han ser det som direkte respektløs at have sin telefon tændt under en koncert.

»Jeg ville aldrig selv have min telefon tændt under en koncert. Det vil jeg føle var respektløs både for de andre koncertgæster og for dem, der optræder på scenen,« har Waters sagt ifølge The Guardian.

Danske fotografer har heller ikke adgang til Kendrick Lamars koncert i København til marts. Om publikum får lov til at tage billeder eller ej er endnu ikke meldt officielt ud.

Da den amerikanske komiker Chris Rock sidste år optrådte i Royal Arena blev publikum ved indgangen til showet bedt om at pakke deres telefoner ned i en lille pose af mærket Yondr. Først da showet var slut, kunne de åbne poserne igen.