’Saturday Night Fever’ er et spraglet og flot show med Silas Holst i udpræget topform som Tony Manero, men som helhed er forestillingen en lige lovlig feberfri og udvandet version af den ikoniske film fra 1977. Glimmeret er der, gløden mangler.

Velkommen til diskotek 2001 Odysee. Velkommen til en verden af brede bukseben, enorme skjorteflipper, discokugler og piger med sideskilninger.

Uden forhåbentlig at afsløre alt for meget, så er fortællingen om manden med det sprøde tøj og let bevægelige fødder alt for feelgood-iseret og ændret fatalt til slut.

Den nye slutscene punkterer hele pointen og plottet i Tony Maneros brydefulde dannelsesrejse væk fra de evige slagsmål med familien og kedelige job i malerforretningen.

Well. Der er formentlig nogle restriktioner forbundet med en musical-franchise som ’Saturday Night Fever’. Den danske opsætning er rettet ind efter sit forlæg, selvom iscenesætterne tilsyneladende til en vis grad har haft frie hænder.

Det skal retfærdigvis med, at den meget roste instruktør, Anders Lundorph især i anden afdeling giver forestillingen plads til at udfolde en del af dramaet rundt om Tony Manero.

Filmen opstod oprindelig, inspireret af en artikel med titlen 'Tribal Rites of the New Saturday Night’. At artiklen senere viste sig at være fri fantasi, gør ikke filmen mindre genial. Det er måden, forskellige spor flettes sammen i den socialrealistiske film til tonerne af Barry, Robin og Maurice Gibbs fantastiske musik.

Bandekriminalitet – og vold, racisme italienere og latinoer imellem, generationskonflikter, kammeratskabskonflikter, opbrud i mande- og kvinderoller, sexovergreb og gud hjælpe mig også en præsts tvivl og afsværgelse af sit embede.

Det sidste fint og humoristisk forløst af Christian Tafdrup på scenen i Falconer..

Selvfølgelig smiler man varmt, allerede fra begyndelsen, når Silas Holst kommer vandrende i rød skjorte med malerspanden i hånden. Og det gør man igen, når han et par gange i løbet af forestillingen stiller sig op i Travolta-positur med løftet pegefinger og den anden hånd i siden.

Tal om ikonisk. Især i finalen med det hvide jakkesæt. Et af de mest markante billeder i det 20. århundredes underholdning. Kopieret utallige gange, bl.a. mere eller mindre af Travolta selv i ’Pulp Fiction’.

I sig selv er Tony Manero ikke specielt likeable. Det er hans stræben efter bevægelse fra afstumpet italo-bandeleder og stjerne på et dansegulv til en mand, der vil ud og væk, der gør ham sympatisk.

Den rolle udfylder Silas Holst troværdigt uden at forsøge at kopiere Travoltas magnetiske nerve. Det ville være halsløs gerning. Efter at have set filmen torsdag aften og musicalen fredag, vil jeg til gengæld vove den påstand, at Silas danser Tony mindst lige så godt som John.

Amalie Dollerup spiller, synger og danser sig til en charmerende Stephanie, som desværre bliver sødere efterhånden, som tiden går. Karen Lynn Gorney i filmen tabte aldrig sin coolness.

Ros til talentfulde Christine Astrid for hendes karakterfulde Annett - selvom hun i resten af musicalens feelgood-ånd langt fra er en lige så sørgelig og tragisk sex addict som i filmen.

Musikken er selvsagt de kendte Bee Gees-klassiskere fra soundtracket, suppleret med et par andre Barry, Robin og Maurice-hit som 'Tragedy' og 'Nights on Broadway'. Et af de mest indflydelsesrige og solgte album i musikhistorien overhovedet, hvor brødrene Gibb i det ene mere iørefaldende og velproducerede nummer efter det andet definerede en ny lyd et sted mellem blue eyed soul og den sorte disco og funk.

Der er en nydelig version af ’More Than Woman’, en sjov barbershopversion af 'Jive Talkin’, en velanbragt version af K.C. and the Sunshine Bands ’Boogie Shoes’. Til gengæld er soloversionen af ’If I Can’t Have You’ ikke noget at skrive hjem om.

Som det eneste decideret musikalske højdepunkt kommer den notoriske showstarter ’Disco Inferno’ (The Trammps-nummer). Det nummer får din indre discokugle til at rotere i samme tempo som det elegant disocdansende cast på scenen. Dét – og 'You Should Be Dancing' - er effektivt og medrivende. Måske derfor dukker det også op en ekstra gang mod slutningen.

Filmen 'Saturday Night Fever' er et sindbillede på en æra. Musicalen ’Saturday Night Fever’ er den photoshoppede glansbilledeversion af det billede.

I sig selv er der intet galt med feelgood-underholdning. Fordi, som de så rigtig synger i ’How Deep is Your Love’, ‘we're living in a world of fools, breaking us down when they all should let us be', kan der være så rigelig være god brug for gode, gamle virkelighedsflugt og nostalgi.

Se musicalen, fordi du var der, dengang feberen rasede, og nu er nysgerrig.

Se den som en form for Bee Gees-teaterkoncert med en handling.

Se den for Silas Holsts uomtvistelige star quality og Amalie Dollerups sødmefulde girlpower.

Se den især for de formidable danseoptrin.

Men se ikke ’Saturday Night Fever’, hvis du forventer at få den sande fortælling om Tony Manero. For så bliver du slemt skuffet.

Og under alle omstændigheder: luk øjne og ører under slutscenen. Den er en hån mod filmen.

'Saturday Night Fever', musical, premiere fredag aften Falconerscenen

Tony Manero – Silas Holst, Stephanie Mangano – Amalie Dollerup, Annette – Christine Astrid, Flo Manero – Bodil Jørgensen, Frank Manero – Allan Olsen, Frank Manero Jr. – Christian Tafdrup, Double J – Emil Birk Hartmann, Joey – Teit Samsø.