I skrivende stund er Travis Scott blevet sagsøgt af mere end 280 personer for 13 milliarder kroner.

To af dem er sikkerhedsvagterne Samuel og Jackson Bush, som sagsøger Travis Scott og hele hans setup for lidt over seks millioner kroner. Det skriver TMZ.

Det sker efter Travis Scotts koncert på sin egen festival, 'Astroworld'. Her mistede ti mennesker livet og flere end 300 kom til skade.

Begge sikkerhedsvagter påstår, at de har lidt fysiske og mentale skader. De var blandt andet nødt til at bære livløse kroppe ud fra menneskemængden og trak en person ud, der endte med at dø.

Foto: NATHAN FRANDINO
Vis mere

Siden koncerten har der været tvivl om, hvem der har det øverste ansvar, hvor nogle påstår, det er Travis Scott.

Den påstand skyder Travis Scotts advokat, Ed McPherson, ned.

»Det er kun festivaldirektøren og producerne, som har magten til at stoppe showet. Ingen af dem er en del af Travis Scotts stab,« siger Ed McPherson.

Travis Scott er siden koncerten gået under jorden.

Det eneste man har hørt fra ham er en video, hvor han undskylder over for de mange fans.

Den 30-årige rapper har siden den fatale koncert tilbudt at betale for omkostninger i forbindelse med begravelser. Derudover har han tilbudt psykologisk krisehjælp til samtlige festivalgængere.