For sidste gang nogensinde besøger det originale Elvis Presley-band, The TCB-band med sangeren Dennis Jale og The Imperials, i disse dage Danmark. Her til aften foregik det på Falconer Scenen i København. Fredag spiller de i Randers.

Det er ikke bare et farvel til et orkester, der har turneret flittigt i Danmark de sidste 20 år. Det er også en afrunding af et lige så langvarigt samarbejde mellem Elvis-ildsjælen Henrik Knudsen (manden bag museet, der ikke må hedde Graceland Randers) og musikerne i TCB Band.

Koncerten i Falconer blev en begivenhed, hvor den knivsskarpe balancegang mellem corny sydstats-gospel/nostalgi for nostalgiens egen skyld og kulturel signifikans og følelse, heldigvis tippede over til musikkens fordel.

Det var en speciel oplevelse at sætte sig til rette på 10. række i Falconer, inden Elvis gamle gospel-kor The Imperials kom på scenen. For lige bagved på 11. række sad manden, der i sin tid åbnede en generations ører for Kongens musik - selveste Jørgen de Mylius. Og fortalte om dengang, guitaristen James Burton begyndte som guitarist for og med Ricky Nelson. Leveret med samme begejstring som for 50 år siden.

Tal om en perfekt begyndelse på et show.

James Burton tilhørte perifert den såkaldte Memphis Mafia; musikere (og rygklappere), der holdt sammen med og spillede med Elvis fra 1969 og frem til hans død.

I første sæt var der endog meget høj lyd på Burtons twangy Telecaster. Først i andet sæt blev lyden tilsvarende høj på resten af bandet. Så meget desto klarere stod hans skarpe og økonomiske, snappy spil og fills og licks. Og mange soli. Manden spiller på samme guitar hele aftenen, helt uden effekter (Den nærmeste pedal sad på min cykel ude på Falkoner Allé). Stadig så mange nuancer og farver. Imponerende.

Det var blot og bart historiens vingesus. Lad os indkapsle Burtons rockhistoriske betydning ved at konstatere, at Keith Richards forlangte at få lov til at holde talen, da det kom frem, at Burton skulle indlemmes i Rock'n'roll Hall of Fame.

Gode, gamle Glen D. Hardin på piano ser ud og lyder som om, han simpelthen skal rives væk fra sit keyboard, hvis han skal stoppe. Han er en aldrende veteran, men spilleglæden lyste ud af manden.

Østrigske Dennis Jales - oprindelig Rainer-Dietfried Kaspar - stemmepragt er af begrænset omfang. Til hans fordel skal siges, at han ikke forsøger at lyde som eller ligne Elvis. Men der var problemer med hans vokal. Det var helt galt i et par ellers grandiose ballader som 'You Don't Have to Say You Love Me'  og 'You Gave Me a Mountain' - et bjerg, som ingen nogensinde kommer til at bestige smukkere end Kongen selv.

Det blev bedre i andet sæt, da der endelig kom styr på lyden, og Jale åbenbart fik sunget sig varm og fik styr på sine fraseringer.

Godt for ham og publikum fylder gospelkoret The Imperials, ledet af Terry Blackwood, der var med Elvis på scenen i 1969, meget. De tre ældre gentlemen synger så det er en fryd.

Elvis Presley var et religiøst menneske  - med et afslappet og liberalt forhold til visse af bibelbæltets dogmer. Det er rimelig dokumenteret, at den smule sjælefred, det lykkedes ham at finde i sin sidste tid, kom fra læsning af bøger om Gud og Jesus.

Se youtube-klippet fra en af Elvis allersidste koncerter i juni 1977, hvor han introducerer 'Are You Lonesome Tonight' med at sige 'I am, I was',  og mærk sibirisk kulde i hjertekammeret.

TCB Band leverede ganske medrivende versioner af de gospelprægede sange, og de var med til skabe en meget, meget varm oplevelse for de 1.700 publikummer i Faconer.

Men den megen fokus på de mere eller mindre religiøse sange udgør også et paradoks. Bedst symboliseret i en igen vokalt haltende version af 'American Tilogy'. Som på den ene side består af en nationalhymne for de syv sydstater, der kæmpede for retten til slaveri , 'Dixie', og på den anden side af en af slavernes mange sange, 'All My Trials'. Altså en sang, der både afspejler et menneskesyn, der ikke lader ISIS noget tilbage, og på samme tid al den stolthed og altomfavnende storhed i tanken, vi andre bare kan misunde amerikanerne.

Jeg er vild med Elvis version af 'American Trilogy', men jeg får kuldegysninger, når jeg læser, at manden med hentehåret, der tegner til at blive Hillary Clintons modkandidat, er det samme.

Der manglede numre fra Elvis Presleys tidlige rock'n'roll karriere. En 'Jailhouse Rock', 'All Shook Up', 'Heartbreak Hotel', 'Blue Suede Shoes'. You name them.

Med undtagelser under koncerten som en frenetisk 'Jealous Minds' og 'Johnnie B. Goode', Elvis faste indledningsnummer 'Ce Ce Rider' - og især da en sumpet og systatssaftig 'Polk Salad Annie', igen med James Burton i topform.

Fem stjerner til The TCB Band & Co. Heraf én, måske ligefrem to, i respekt til Burton, Hardin, trommeslageren Ronnie Tutt og Blackwood for at være der, da Kongen genopfandt sig selv som sanger sidst i 60erne. De er fortsat med at holde fanen højt med stor værdighed og integritet.

Elvis has left the building...

... og der er desværre risiko for at bygningen forlader Frederiksberg. Eller rettere; lukker.

Efter hotelkæden Radisson Blu, med virkning fra udgangen af 2016, har opsagt lejemålet med ejeren, ATP Ejendomme, er det en reel mulighed, at denne hæderkronede københavnske koncertsal bliver lukket ned - og dermed forvandles til et heartbreak hotel for generationer musikelskere, der fik deres første og senere en stribe af koncertoplevelser dér.

Dét er en helt anden historie.

The TCB Band med Dennis Jale og The Imperials, torsdag aften, Falconer Scenen.