Da Medina sidste år købte sig ind i ejerkredsen i sin veninde Julie Zangenbergs tøjmærke, Cozy, var det formentlig med tanke på, at der kunne være en god forretning i det.

Men fredag kunne Se og Hør fortælle, at venindens brand er gået nedenom og hjem.

Det er anden gang, at Julie Zangenberg går konkurs med 'Cozy'.
Det er anden gang, at Julie Zangenberg går konkurs med 'Cozy'. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Nu reagerer den danske popstjerne så på konkursen af det firma, som hun selv ejer mellem 20 og 25 procent af.

»Jeg er vanvittigt stolt af at kende hende her (Julie Zangenberg, red.). Hun takker af for nu på et projekt, hun har arbejdet og kæmpet for i så mange år,« skriver Medina i en story på Instagram.

I foråret 2022 gik Zangenbergs selskab ifølge Ekstra Bladet konkurs med en gæld på mere end fire millioner kroner i alt, hvoraf tre millioner var til det offentlige.

Alligevel har Medina tilsyneladende en ukuelig tro på sin venindes fremtidige projekter:

»Dit næste kapitel bliver så mega AMAZING, og intet kan stoppe dig. (...) Jeg vil til hver en tid investere i hende her igen, skulle hun få lyst til at partner op med mig én til gang,« skriver popstjernen.

Det seneste regnskab i Cozy er fra 2024 og viser et underskud på 1,3 millioner kroner efter skat og en egenkapital med et underskud på i omegnen af 1,5 millioner kroner.