Shawn Mendes har kun lige taget hul på sin turné rundt i verden.

Men den 23-årige musiker har allerede nu sat verdensturneen på pause for at »passe på sig selv og sit mentale helbred«.

Det skriver han i et opslag på Twitter:

'Det knuser mit hjerte at skulle sige dette, men jeg er desværre nødt til at udskyde de næste tre ugers koncerter frem til Uncaville i Connecticut indtil videre,' lyder det.

Shawn Mendes optrådte til iHeartRadio's KIIS FM Wango Tango i juni 2022.
Shawn Mendes optrådte til iHeartRadio's KIIS FM Wango Tango i juni 2022. Foto: VALERIE MACON
Vis mere

'Wonder'-turneen var ellers kun lige startet i USA tidligere på måneden, men nu er den altså udskudt.

'Jeg har turneret siden, jeg var 15, og for at være ærlig har det altid været svært at være på landevejen væk fra familie og venner,' indleder Shawn Mendes sin forklaring.

Den unge canadier havde sin første hovednavnskoncert i november 2014, og kun med få måneders pause imellem har han turneret uafbrudt rundt i verden frem til 2019.

'Efter et par år væk fra landevejen følte jeg, at jeg var klar til at dykke ned igen, men beslutningen var forhastet, og desværre har landevejen tæret på mig. Presset har nået mig, og jeg har ramt et bristepunkt,' skriver Shawn Mendes i det nye opslag.

'Efter at have talt med mit hold og med sundhedsprofessionelle, så er jeg nødt til at tage noget tid til at hele og passe på mig selv og mit mentale helbred først og fremmest.'

Den canadiske og amerikanske del af turneen – foruden de udskudte koncerter – er sat til at slutte i ultimo oktober. Dernæst følger den europæiske del af turneen, der starter på den sidste dag i maj 2023 i Italien.

Efter planen lander Shawn Mendes i Danmark om et år, når 'Wonder'-turneen når til København torsdag 13. juli 2023.

'Wonder'-turneen er sat til at slutte i Irlands hovedstad, Dublin, mandag 1. august.