Superstjernen Shania Twain er ikke bange for at dele ud af sit privatliv.

For i en ny dokumentarfilm fra Netflix 'Not Just a Girl' åbner hun op for et af de sværeste øjeblikke i sit liv.

Hun fortæller blandt andet, at hun har fået diagnosen Lyme-borreliose.

Det er en sygdom, der typisk overføres fra flåter. Og en sygdom, der kan vise sig at blive alvorlig, men langt de fleste bliver raske med den rette behandling.

Shania Twain blev i 2003 bidt af en flåt under en ridetur.

»Inden jeg fik diagnosen, var jeg meget svimmel på scenen. Jeg var ved at miste balancen, jeg var bange for, at jeg ville falde ned fra scenen,« siger Shania Twain i dokumentaren og fortsætter.

»Jeg havde nogle meget, meget, meget små, millisekunders blackout, men de kom jævnligt, hvert minut eller hvert 30. sekund.«

Ikke nok med det, så mistede Shania Twain også stemmen.

Derfor måtte hun opereres adskillige gange.

»Jeg skulle igennem en operation, der var meget intens. Det var en åben halsoperation, som er meget anderledes end en stemmebåndsoperation. Jeg skulle have to af dem, så det var meget, meget, meget hårdt, og jeg overlevede det – hvilket betyder, at jeg overlevede følelsesmæssigt – og jeg er bare klar til at fortsætte,« har Shania Twain sagt til Extra.