Shaka Loveless gør klar til et nyt kapitel i sit liv.

Den 34-årige danske popstjerne, der fik sit folkelige gennembrud i 2012 med hittet 'Tomgang', afslører på Instagram, at han skal være far for første gang.

For cirka halvandet år siden blev han kæreste med den tre år yngre danserinde Stephanie Nguyen, som han havde mødt igennem sin ven, musikeren Wafande, og nu skal de altså være forældre sammen.

»Godt nytår, dejlige mennesker. Nu tager vi til Rom – alle tre,« skriver Shaka Loveless til billedet, og nyheden bekræftes over for B.T. af Shaka Loveless' manager, Lasse Bomann.

Manageren tilføjer, at der ikke er planlagt noget bryllup endnu, til trods for at Shaka Loveless' kæreste på billedet viser sin hånd frem med et par ringe på fingrene.

Shaka Loveless på Grøn Koncert i 2016.
Shaka Loveless på Grøn Koncert i 2016. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Onsdag strømmer det ind med lykønskninger til det glade par, hvor der på Instagram blandt andet er virtuelle hjerter fra kollegaer og venner som den tidligere S.O.A.P.-sangerinde Saseline, skuespiller Pilou Asbæk og X Factor-vært Sofie Linde.

Lars Lilholt, der i slutningen af januar tager med Shaka Loveless på en større kirke-koncertturné, skriver også tillykke på Instagram:

»God tur. Og held og lykke med graviditeten. Ses snart,« lyder det fra Shaka Loveless' 31 år ældre kollga, som han mødte igennem TV 2-programmet Toppen af poppen i 2015.