Puha. Så kan man godt ånde lettet op. For at sige det kort, var Eminems længe ventede koncert på årets Roskilde Festival et brag af en succes. Helt uden omsvøb var det bare fremragende.

Den mest ønskede kunstner i Roskilde Festivals historie var endelig dukket op efter års forsøg med diverse lokkerier fra festivalens chefbooker, Anders Wahrén. Endelig var det lykkedes at lande den største hval af dem alle.

Og han skuffede ikke. Over et godt halvanden time langt, kraftfuldt og intenst show beviste Eminem, hvorfor han har en helt unik plads i ikke bare rappens, men musikkens historie.

For de få, som ikke kender Eminem, kan han beskrives som rappens Elvis. Han tog en sort kulturs musik og gjorde den ikke bare spiselig, men populær hos hvide. Og i det her tilfælde for alvor ind på hitlister i såvel USA som Europa.

På Roskilde Festival var det en Eminem i absolut topform. Fra første strofe af koncerten havde han den intense næsten aggressive attitude, når han med sin nasale, lyse og velkendte stemme nærmest angreb numrene.

Rødglødende stemning

Koncertens indledning var ledsaget af mindre kendte numre som ‘Want back down’ og ‘Square dance’. Men den ventende massive folkemængde, der timer inden havde taget opstilling foran Orange, var tydeligt klar på at levere deres del til en storslået koncert. Stemningen var rødglødende, og det blev kun vildere, som koncerten skred frem.

For allerede få numre inde i koncerten begyndte de første hits at dukke op. ‘Kill you’, ‘White America’, ‘Toy soldiers’, ‘Sing for the moment’. Akkompagneret af sin ceremonimester Mr. Porter på scenen ledte Eminem an i angrebet på de vel omkring 100.000 foran scenen.

Eminem på Orange under Roskilde Festival 2018, onsdag den 4. juli 2018
Eminem på Orange under Roskilde Festival 2018, onsdag den 4. juli 2018 Foto: Olafur Steinar Gestsson
Vis mere

En trio af mere stille ørehængere gav et smukt øjebliks stilhed foran scenen og fællessang til ‘Stan’, ‘Love the way You lie’ og ‘Walk on Water’, inden det hele gik amok i en ægte festrus på Roskilde Festival under de sidste numre.

Hit på hit

En parade af Eminems største hits med ‘My name is’, ‘The Real Slim Shady’ og ‘Without me’ iblandt fik pladsen foran Orange til nærmest at eksplodere.

Eminem havde under koncerten brugt nogle øjeblikke på at kommentere den enorme menneskemængde, og som koncerten skred frem, virkede han blot mere imponeret.

Og da publikum spontant brød ud i fællesjubel af den type, man ser, når en musiker skal lokkes tilbage på scenen efter en virkelig fantastisk koncert, allerede inden rapstjernen var gået af scenen, var det en tydeligt imponeret Eminem på scenen.

Mange har ventet i nærmest årtier på at opleve Eminem på dansk grund. Hvis de var foran Orange Scene onsdag aften har de fået sig en oplevelse for livet.

Med det afsluttende nummer, megahittet ‘Lose yourself’, cementerede Eminem sin optræden på årets Roskilde som en af de bedste gennem tiderne. Tak. Mange tak Anders Wahrén og resten af Roskilde Festival.

Publikum til Eminem på dette års Roskilde festival.
Publikum til Eminem på dette års Roskilde festival. Foto: Sofie Mathiassen
Vis mere