Det er ingen hemmelighed, at Rasmus Seebach har masser af succes med musikken. Med næsten 500.000 solgte albums, forstår han at lave et hit. Nu løfter den populære sanger en del af sløret for, hvordan han laver sine mange hits i et interview med Berlingske fredag.

Og faktisk er opskriften på 'det perfekte hit' ret simpel. Det handler om følelser.

- Når de rigtige toner eller akkordstifter er der, kan jeg mærke det. Ikke med hovedet, men med hjertet og følelserne, og hvis tonerne virker på mig, så har jeg fundet ud af, at de med stor sandsynlighed virker på andre. Det er jo logisk nok, for jeg er et menneske præcis som dem, siger Rasmus Seebach til Berlingske.

- Jeg tænker ikke over, at nu må det ikke blive en kliché, men bare på at sige det på en måde, som rør mig og bevæger mit hjerte. Gør det ikke det, så dropper jeg sangen. Det skal virke rart og ærligt, og jeg skal kunne mærke MIG i det, lyder det fra Danmarks største og bedst sælgende artist i øjeblikket.

Og det ser ud som om, at Seebachs opskrift på et hit, er den helt rigtige. Hans to første albums 'Rasmus Seebach' og 'Mer' End Kærlighed' blev solgt i henholdsvis 230.000 og 225.000 eksemplarer. Og hans nye album 'Ingen kan love dig i morgen' får højst sandsynligt samme - hvis ikke større - succes. I hvert fald drysser musikanmelderne masser af stjerner ud over de 12 nye sange, der udkommer på mandag.

Sangene på albummet skildrer Rasmus' liv i de seneste år. Det handler både om opture, nedture, kærlighed og venskaber.

- For mig er det vigtigt, at der ligger oplevelser bag ordene. Jeg skal have set, levet eller tænkt de ting, jeg synger om, fortæller han til Berlingske.

Det kan tilsyneladende mærkes på albummet, at Rasmus Seebach synger om noget, han selv har oplevet eller gjort sig tanker om. I dagens udgave af BT bliver albummet kaldt for 'ganske simpelt perfekt', ligesom det bliver hædret med topkarakteren seks stjerner.