Hvordan ville du reagere, hvis popstjernen Christopher pludselig crashede dit bryllup?

I lørdags, ved et bryllup på Københavns Rådhus, overraskede Christopher et brudepar, der netop havde sagt ja til hinanden, med at slå dørene op og begynde at synge.

Overraskelsen var en del af et reklamestunt for Christophers nye samarbejde med Spotify, og udgivelsen af nummeret 'Min', der er en fordanskning af den amerikanske sanger Bazzis hit 'Mine', gik rent hjem hos bruden Nadia, hvis kæreste Mikkel havde en finger med i spillet.

På sin blog fortæller Nadia Zinck Schrøder, at Christophers pladeselskab Warner Music havde kontaktet hendes kæreste forinden og aftalt det hele.

'Det var først, da Mikkel hviskede: 'Jeg har en lille overraskelse til dig. Vend dig om', at det gik op for mig, at Christopher havde sneget sig ind i lokalet og stod lige bag mig med åbne arme. Få sekunder efter begyndte han at synge 'Min', og jeg tænkte, 'WTF sker der her!,' skriver den overraskede brud.

'Jeg skiftevis kiggede på Christopher og forsøgte at nyde sangen og hviskede til Mikkel: 'Hvad er det her? Vidste du, han kom?'.'

Nadia Zinck Schrøder har tidligere arbejdet på ungdomsbladet Chili og kendte derfor igennem interview folk på Warner Music, der for en måneds tid siden havde efterlyst folk, der skulle giftes den 24. november.

Kæresten havde forberedt hende på, at der ville være filmfolk fra Københavns Rådhus til stede for at lave noget reklame for borgerlige vielser, så hun tænkte ikke over, at der var professionelle fotografer til stede ved vielsen.

'På intet tidspunkt studsede jeg over, at noget virkede unormalt, og jeg blev mildest talt blæst bagover, da Christopher pludselig blev en del af vores bryllup. Jeg er faktisk stadig ret overrasket og har måttet se billederne og videoerne mange gange for helt at forstå, hvad der skete,' skriver hun videre på sin blog.

Ud over den danske version af 'Mine' har Christopher udgivet en ny version af sin seneste single 'Irony'. Begge numre er blevet udgivet under konceptet 'Spotify Singles'.

Se, hvordan det så ud, da Christopher overraskede brudeparret i videoen øverst.