Én deltager står langt stærkere end resten af feltet i årets 'Melodi Grand Prix'.
Hun er blevet spillet mest på DR, hun får mest omtale i medierne og har med få undtagelser flest fans på sociale medier.
Herunder rangerer vi årets otte deltagere, ud fra hvem der siden offentliggørelsen 22. januar har fået bedst fat i publikum – og dermed må have de bedste chancer for at vinde lørdag aften.

8. Late Runner – 'Can U Feel It'
Selvom den 'ukendte' duo har været med i de to tidligere populære popgrupper Superheroes og Private og bakkes op af folk fra Alphabeat og Junior Senior, har de det svageste udgangspunkt.
Deres sang er med 25.000 afspilninger den suverænt mindst lyttede på Spotify, og de har næsten ingen følgere på sociale medier.
Og hvad angår omtale i de skrevne medier og spilletid på DRs radiokanaler rangerer de næstsidst i feltet.
'Can U Feel It' har kort sagt slet ikke bidt sig fast hos befolkningen inden lørdagens show.

7. Emil Otto – 'Copenhagen Noir'
Endnu en af årets 'ukendte' deltagere, der på papiret lider af at have et lille følge på sociale medier.
Den unge jazz-sanger, der stiller op med en James Bond-inspireret ballade, har indtil videre 'kun' fået cirka 34.000 afspilninger på Spotify.
Siden offentliggørelsen er han dog blevet omtalt 81 gange i de skrevne medier, hvilket faktisk er tredjebedst i feltet.
Han er god til at lave reklame for sin sang på Instagram, men med små 2300 følgere er der langt op til konkurrenterne.

6. Sander Sanchez – 'Two Spirits'
Sander Sanchez beviste med sin andenplads i 2020, at man ikke behøver at være et kendt navn eller stor på sociale medier for at klare sig godt i grandprixet.
Han har dog ikke gjort sig bemærket i mainstream-medier siden dengang, ligesom hans sang indtil nu 'kun' er blevet afspillet cirka 50.000 gange på Spotify.
Sander Sanchez er favorit hos enkelte Eurovision-fans på YouTube, men spørgsmålet er, om han også kan ramme den gennemsnitlige grandprix-seer.
Han har en fin følgerskare på Instagram med 6.300 følgere, men det er stadig langt mindre end konkurrenterne.

5. Søren Torpegaard Lund – 'Før vi går hjem'
Ligesom Sander Sanchez virker musicalsangeren til at være relativ populær blandt Eurovision-fans på YouTube.
Han deltog i 2023 på dansk med den 'Skibet skal sejle i nat'-inspirerede 'Lige her', uden det store held hos publikum.
Siden da er han fortsat kun kendt i musicalkredse og har derfor heller ikke det store følge på sociale medier.
I år forsøger han sig på engelsk med et mere klassisk Eurovision-nummer og med lidt over 100.000 afspilninger på Spotify har han det fjerdemest populære nummer med i feltet.

4. Myrkur – 'Touch My Love And Die'
Myrkur vil helt sikkert dele vandene, hvilket også kan ses, når man går statistisk til værks.
Hun er den i feltet, der har flest følgere på Instagram og Facebook – sammenlagt cirka 700.000 – men er samtidig den deltager, der har fået mindst medieomtale i skrevne medier og mindst spilletid på DR.
Myrkur, der er årets mørke, rockede indslag, har fans i hele verden og har måske derfor årets tredjemest lyttede sang på Spotify (150.000 afspilninger).
Spørgsmålet er, om hun er noget for de danske grandprix-fans.

3. Lasse Skriver – roaring heart (Nummer 13 på New Music Friday)
Den tidligere 'X Factor'-deltager er en af DRs egne favoritter, da hans P4-venlige 'Roaring Heart' har fået næstmest spilletid i radioen.
Derudover har han et pænt stort følge på sociale medier.
Han topper ikke på nogle parametre, men er i gennemsnit stærk på det meste.
Kun på Spotify halter det med '73.000' afspilninger af 'Roaring Heart', hvilket kun er femtebedst i feltet.

2. Ericka Jane – 'Death Of Me'
Årets eneste veletablerede kunstner i feltet, der bakkes stærkt op af folkene omkring Andreas Odbjerg og Medinas management.
Spotify udkommer hver fredag med en liste over ny musik og måske netop på grund af sit stærke netværk, var hendes sang placeret højest, da grandprix-sangene blev frigivet.
Hun er favorit hos flere Eurovision-fans, hendes sang har som den eneste ramt den danske radiohitliste, hun har scoret næstmest omtale i medierne, og så har hun bare generelt et pænt følge på sociale medier.
Ericka Jane virker indtil videre til at være danskernes favorit og overgås kun af en genganger fra sidste år, der allerede er kendt i Europa.

1. Sissal – 'Infinity'
Den forsvarende mester kommer med masser af medvind på nærmest alle parametre.
Hendes nye grandprixsang er med 480.000 afspilninger på Spotify den suverænt mest afspillede.
Hun er stor på sociale medier, hun har fået allermest omtale i medierne og er blevet spillet mest på DRs radiokanaler, ligesom hun fra start har været bookmakernes favorit.
Siden sidste års Eurovision har hun desuden holdt sig aktuel i tv-programmer som 'Vild med dans' og '24 stjerners julekalender', så meget skal gå galt, hvis ikke hun som minimum ender i top 2.