Siden Hugo Helmig i midten af maj aflyste resten af sine koncertaktiviteter for 2019, har der været stille omkring den unge popsanger.

Thomas Helmig og Renée Toft Simonsens 20-årige søn bragede for et par år siden frem på den danske musikscene med hittet 'Please Don't Lie', der også gik godt i Tyskland, men i begyndelsen af i år gik det galt.

Hugo Helmig kæmper med et kokain-misbrug og måtte i et tilbagefald midt i udgivelsen af sit debutalbum, 'Juvenile', sætte karrieren på standby.

'Jeg har fået en personlig indsigt i løbet de sidste par måneder, som jeg bliver nødt til at tage alvorligt, også selvom det har mange omkostninger. Det beklager jeg meget over for både publikum og arrangører, og jeg kan kun håbe på deres forståelse for beslutningen,' sagde han i maj i en pressemeddelelse.

'Der er ikke noget, jeg hellere ville, end at stå oppe på de store scener denne sommer, men jeg bliver simpelthen nødt til at fortsætte det arbejde med mig selv, som jeg har sat i gang,' fortsatte han.

Hugo Helmig skulle blandt andet have spillet på denne uges Roskilde Festival og Smukfest til august.

Siden meldingen i maj har der som nævnt været stille omkring Hugo Helmig, men nu giver han lidt lyd fra sig på Instagram.

I et opslag, hvor han ligger ved en swimmingpool og afslører, at han siden sidst har fået klippet håret helt kort, skriver han kort:

'Time out Time.'

Og han får støtte fra venner og familie.

Lukas Forchhammer fra Lukas Graham skriver: 'Everybody needs it and you deserve a bit of space & peace.'

Sangeren Lord Siva sender en smilende smiley og et par røde hjerter.

Hugo Helmigs søster Ida Marie Helmig skriver: 'Eeeeelsler dig skat.. du ser dejlig ud.'

Hans anden søster Ulriikke skriver: 'Savner dig. Du ser godt ud.'

Og mor Renee Toft Simonsen sender et hjerte.

Se billedet her: