Tap1, København,
tirsdag d. 24. november 2015
Opvarmning: Saveus ****
Martin Hedegaard vandt det første danske X Factor i 2008, og kort tid efter udkom hans debutalbum "Show the World", som endte med at blive et af de bedst sælgende album i Danmark i 2008. Først i 2013 hørte vi lidt til ham igen – både som bassist på Christophers hit "Told You So" og som medforfatter på Shaka Loveless' nummer "Dengang Du Græd".
2015 blev dog året, hvor han overraskede alle med et storslået comeback til P3 Guld, da han præsenterede sit nye projekt Saveus og ikke mindst nummeret "Levitate Me". Nummeret er efterfølgende strøget ind på førstepladsen på den danske iTunes-hitliste.
Siden Saveus' debut har interessen været stor. Den første showcasekoncert på Jazzhouse i København blev da også udsolgt på blot få timer. Det kan derfor ikke undre nogen, at Years & Years valgte lige netop Saveus som support på gruppens Europaturné.
Spotlyset lyner på den mørke scene, da man hører Martins velkendte stemme. Selvom elektrolydene pumper, bliver man beroliget af den bløde vokal.
Allerede på anden sang har Saveus skiftet karakter: en akustisk guitar lyder, og Martins poppede fraseringer og høje toner sidder lige i skabet. Publikum hviner i anerkendelse.
Da de første toner af "Levitate Me" lyder, skriger publikum, og man kan høre flere, som synger med. Spotlyset omfavner publikum i et varmt lys, og både publikum og SaveUs smelter sammen på smukkeste vis.
Martins klang har fundet et hjem i denne fusionsgenre. Hans stemme er blevet voksen at høre på i mellemlejet, mens de høje toner er blevet stærkere og sikrere end i X Factor-dagene. Det er næsten umuligt at sætte en finger på noget i Saveus' optræden. For selv overforbruget af rumklang på Martins mikrofon bliver en bi-ting, som generer lidt ude i periferien…
Der venter en spændende tid med Martin og Saveus forude.
Years & Years ***
45 minutter efter Saveus træder den britiske elektro-trio Years & Years endelig ind på scenen.
Gruppen er kendt for deres blanding af elektro-pop, r&b og 1990'ernes house-lyd – og det var da også det meste af 1990'ernes ungdom, som er mødt op til aftenens koncert i Tap1.
Rødt lys omfavner scenen, og gruppens mørkerøde silhuetter træder frem. Frontmand Olly Alexander fremviser fra første færd nogle heftige, hoftesvingende bevægelser, som ville gøre selveste Elvis Presley misundelig. Ollys slange-dansende krop indleder et blåt lysshow, og første sang "Take Shelter" sætter festen i gang. Trioen emmer af energi, og sangens inspirerende rytme sætter publikum i danse-trance fra første tone.
"Desire" er næste sang, og mens Olly sikkert fremfører nummeret, kører et imponerende lysshow i baggrunden. Ollys vokal er sikker, og hans til tider næsten barnlige lyd kommer i den grad til sin ret.
Scenen bliver orange, da de første toner til "Worship" lyder. Her er vokalen knap så sikker – den er ligefrem dårlig. Forsangeren formår at synge versene helt okay, men omkvædene lyder usikre, og tonerne er en anelse ved siden af. Det er dog hans afsluttende fraseringer, som ødelægger sangen. Olly fejlbedømmer fuldstændigt, hvor og hvornår han kan synge "oven på" musikken, og hans fraseringer bliver dermed malplacerede og falske. Dette er desværre noget, som gør sig gældende det meste af koncerten igennem.
Herefter går dampen af koncerten. Det er ikke fordi, bandet har tabt deres energi, men koncertformatet er forsvundet, og man står tilbage med følelsen af, at man blot er dukket op på det lokale diskotek. Dette understreges blandet andet af lysshowet, som til tider skjuler, at der rent faktisk står nogen på scenen. Bandet henvender sig ikke længere til publikum, men danser for sig selv på scenen.
Blåt lys vælder ind over scenen, mens et el-klaver ensomt spiller introen til sangen "Memo". Man skulle tro, at denne "akustiske" del lægger op til, at Ollys vokal kan genvinde sin styrke, men her bliver man skuffet. Det er ikke en brillerende performance, og hele nummeret kommer desværre til at virke malplaceret og ligegyldigt. Ikke engang sangen "Real" kan ændre på dette. Nummeret bliver leveret mumlende, og kun nogle få af de høje toner virker overbevisende.
Heldigvis bliver det meget bedre med "Ties" og Shine". Denne gang skal det hurtige tempo ikke kæmpe om kap med et heftigt lysshow.
Der kommer først for alvor gang i publikum til "Eyes Shut" – en af trioens singler. Det er en rigtig smuk sang, og publikum kender hvert et ord.
Pludselig skifter koncerten karakter, da Years & Years kaster sig over Britney Spears' "Toxic". Og det klarer de forrygende godt. Selvom der er skruet op for de elektroniske elementer, er sangen stadig yderst genkendelig, og Ollys vokal er meget overbevisende. Man kan tydeligt høre, at han synes, dette er et sjovt nummer at synge. Coversangen kommer som et frisk pust og giver en tiltrængt indsprøjtning til koncerten.
Trioens giganthit "King" kommer først som ekstranummer – og der er ingen tvivl: det er den sang, som alle har ventet på. Nummeret bliver leveret overbevisende, og man bliver mindet om, hvorfor trioen har opnået stor succes så tidligt i deres karrierer.
"Desire", "King" og "Toxic" er helt klart aftenens højdepunkter – alle tre sange bliver leveret med energi og ikke mindst en sikker vokal.
Resten af koncerten er alt for ensformig – både visuelt og musikalsk. Der er ingen tvivl om, at trioen har nogle supergode radiohit, men de mestrer på ingen måde koncertformatet. Derudover er Ollys vokal svingende i kvalitet og kommer derfor til at lyde meget uerfaren.
Years & Years lægger stærkt ud, men mister pusten undervejs i koncerten. Selvom de afslutter med samme kvalitet, som de lagde ud med, må de denne aften stå i skyggen af Saveus, som leverede en sikker og interessant optræden.
