Saveus-Martin måtte redde kammerat: 'Han har IKKE fået et handjob af sin kusine'
Da Saveus udgav kæmpehittet 'Vil du noget?' med Guldimund, fik han pludselig en besked fra en af sine gamle venner, der klagede sin nød.

Da Saveus udgav kæmpehittet 'Vil du noget?' med Guldimund, fik han pludselig en besked fra en af sine gamle venner, der klagede sin nød.

Siden Saveus og Guldimund udgav sangen 'Vil du noget?', har danskerne skrålet med på energiudbruddet om enten at ville 'smadre eller snave' med nogen.
Da B.T. møder Saveus-frontmand Martin Hedegaard backstage på årets Smukfest, kan han nærmest ikke forstå, hvor populært nummeret er blevet.
Han er overrasket, hvor mange vilde reaktioner det har ført med sig, men han har undervejs også måtte redde en kammerat.
For det sidste års tid har det ikke været lige sjov at være 'Patrick, der 'fik et handjob af sin egen kusine', som der synges i sangen.

I 'Vil du noget?' synger Martin i første vers om en, 'der var utro med en 2.g'er fra Bjerringbro'.
Martin Hedegaard er vokset op i den lille midtjyske Ørum tæt på Bjerringbro.
Da B.T. i første omgang spørger, om han har fået mange henvendelser fra folk hjemmefra, der tror, det er dem, han synger om, griner han afvisende.
»Nej, ikke fra Bjerringbro, men jeg fik en fantastisk besked fra en gammel kammerat fra Ørum, der hedder Patrick.«
Han fortsætter:
»Asger (Guldimunds borgerlige navn, red.) synger jo om en Patrick i andet vers, så han skrev til mig: ‘Kunne I ikke have valgt et andet navn. Nu tror alle, at det er mig, det handler om'.«
»Jeg svarede: »Det er Asgers vers, jeg har ikke noget med det at gøre, men jeg kan love dig, at det ikke handler om dig. Det har slet ikke været tiltænkt dig.«
Martin Hedegaard tilføjer, at han under en af sommerens koncerter i Viborg – der ligeledes ligger tæt på både Bjerringbro og Ørum – valgte at redde sin kammerat.

»Jeg lavede en kæmpe disclaimer fra scenen, hvor jeg slog fast, at det ikke handlede om ‘Patrick fra Ørum’, haha.«
»Patrick var til koncerten og skrev også til mig bagefter. Det hele endte med at blive en stor overskrift i Viborg Stifts Folkeblad, haha.«
Nummeret 'Vil du noget?' er en sjælden sang på dansk fra Saveus, der siden gennembruddet med debutsinglen 'Levitate Me' fra 2015 har holdt sig forholdsvist på engelsk.
Denne sommer har både Saveus og Guldimund kunne opleve på landets festivaler, hvordan publikum skråler amok til deres sang – og det er de både glade og forundrede over.
»Det er langt mere, end vi nogensinde havde drømt om. Vi var helt vildt glade for vores sang, men havde ingen anelse om, at der ville ske det her med den,« lyder det fra Martin Hedegaard.
»Jeg har alligevel lavet musik i en del år, så at få det største hit nu, det er bare kæmpe stort,« tilføjer han og medgiver, at det har givet blod på tanden til at skrive flere sange på dansk.
Har du og Guldimund flere sange klar i banken?
»Nej ikke lige nu, men jeg sparer meget med ham, i forhold til hvad jeg laver.«
Hvilke reaktioner har du ellers fået på baggrund af sangen?
»Jeg er blevet overrasket over, hvor mange der skriver til mig, at sangen sender dem tilbage til dengang, de selv var unge. Det er ret vildt.«
»Jeg modtager også mange videoer af folk, der vælter rundt til sangen. Videoer af de sygeste fester, hvor folk bare sejler rundt til den. Det er skønt.«
Her kan du læse eller genlæse B.T.s liveblog fra årets Smukfest.