I juni meddelte sangerinden Saszeline, at hun og kæresten Michael Dreyer, var gået hvert til sit. Nu er de sammen igen - og hun har endda taget hans efternavn.

»Når man har et barn sammen, og der selvfølgelig også er kærlighed, så prøver man jo at gøre alt. Der er mange, der laver en aftale om, at man ikke må gå fra hinanden de første to år, fordi det hele går op i børn. Der er ikke så meget fokus på parforholdet. Det tror jeg, vi er mange, der kender. Og så kommer der nogle hårde perioder, og det havde vi også.«

Sådan fortalte den 34-årige sangerinde til BT i går, da vi mødte hende på den røde løber, inden Justin Bieber-koncerten i Parken i København.

Hvor lang tid nåede I at være fra hinanden?

»Omkring seks uger. Vi nåede lige at bo hver for sig, inden vi fandt ud af det igen,« forklarede hun.

Saszeline - hvis fulde navn nu er Saszeline Emanuelle Dreyer - og Michael Dreyer har dannet par siden 2013. I februar 2015 blev de forældre til deres første barn, sønnen Dexter. Saszeline har i forvejen sønnen Sean på syv med ekskæresten Frederik Fetterlein.

Hvad siger din kæreste til, at I er gået fra at være gået fra hinanden til pludselig at have samme efternavn?

»Han har grinet lidt af det. Jeg har jo lidt stjålet hans efternavn – uden at han havde så meget at skulle have sagt…«

Michael Dreyer var dog ikke med til Bieber-koncerten. Det var derimod sønnen Sean, der er stor fan af sangeren.