Sascha Dupont hitter igen: Nu mangler hun kun én ting
B.T. møder Sascha Dupont på årets Jelling Musikfestival, hvor hun afslører en særlig fremtidsdrøm.

B.T. møder Sascha Dupont på årets Jelling Musikfestival, hvor hun afslører en særlig fremtidsdrøm.

Selvom det efterhånden er et par årtier siden, at hun hittede i 'Hit med sangen' på DR, har Sascha Dupont stadig en stjerne hos danskerne.
Fredag møder B.T. den i dag 51-årige klaverbokser på Jelling Festival, hvor hun fortæller om sit seneste hit, der dog har én udfordring.
»Det går sgu meget godt. Hovedet op og benene ned,« lyder det med et smil fra Sascha Dupont, da B.T. møder hende backstage i Jelling.
Det er seks år siden, at hun vendte hjem til Danmark efter en årrække i USA, og når hun ikke arbejder som musiklærer i Horsens, rejser hun i dag rundt med sit pianoshow og laver fællessang.
»Jeg har allerede haft en masse job i år. Firmafester, festivaler og andre ting, og så peaker det hele i starten af august på Smukfest,« forklarer hun.
Hun optræder med sine gamle kolleger fra 'Hit med sangen', men det er ikke så tit, forklarer hun, og tilføjer med et grin:
»For det foregår som regel altid på Sjælland, og jeg magter ikke at køre til Sjælland. Jeg har det så godt i Horsens. Det er så dejligt midt i det hele.«
På Jelling festival følges hun med sin teenagesøn Timothy, der har arvet hendes kærlighed til musikken.
Adspurgt om han nogle gange er med hende ude og optræde, afviser hun.
»For han gider ikke spille cajon (kasseformet slaginstrument, red.). I dag fik jeg ham lokket med, fordi han er glad for Dizzy Mizz Lizzy (Der også spiller på festivalen, red.)«
Bliver du stadig genkendt, når du går rundt på festivalpladsen?
»Ja, en gang imellem. Det er kun hyggeligt. Det er jo faktisk ret fantastisk, at man ikke er glemt, når jeg nu har været væk fra Danmark så længe.«
Du flyttede hjem under coronakrisen. Var der noget, der gibbede i dig, da Phillip Faber pludselig havde overtaget din gamle rolle som hele Danmarks spillemand?
»Arh, det ved jeg ikke. Det har jeg aldrig tænkt over, Nej. Jeg skal jo heller ikke sidde på den alene.«
Hvad mangler du at prøve? Har du nogle drømme for fremtiden?
»Jeg mangler stadig, at Michael Bublé ringer og vil have mig med på tour. Jeg har faktisk spillet med hans trommeslager, da jeg boede i LA.«
Hun tænker videre over sit svar og udbryder så:
»Jo! Jeg skal have lavet den børneplade. Jeg skriver røvermange børnesange, som jeg tester af på ungerne. De elsker dem, så den bliver jeg nødt til at få lavet.«
Hvad holder dig tilbage?
»Der er jo så mange ting – og så er fokus bare ikke min stærke side. Men jeg skal nok få lavet den. Måske bliver det i år.«