Så blev det atter for alvor jul i gamle Danmark – manden, der sørgede for det, var ikke just overraskende en Bruce Springsteen i et eminent overstadigt spillehumør, som gavmildt delte ud af alle gode gaver
'Hva’ er det egentlig med ham dér Bruce Springsteen?'Se, lige dét spørgsmål er jeg blevet stillet nogle gange på det seneste. Af yngre kolleger, af holdet på De Sagesløses Bar og af folk, som vel ret beset burde vide bedre.
Altså, hva’ er det egentlig med ham Manden fra New Jersey? Hvorfor flokkes den massive menighed egentlig år efter år om Springsteens koncerter på en måde, som får en forstyrret børsmægler femten sekunder før et aktie-crash på Wall Street til at virke som et studie i selvkontrol? Hvorfor er det egentlig lige, at en 58-årig mand – uforstilt klædt i jeans, sort skjorte og en sønderbanket Fender Telecaster – betragtes som noget nær Messias på snart 35. år af de dedikerede disciple?
Igen: 'Hva’ er det egentlig med ham dér Bruce Springsteen?'
Well, de kunne sådan set lige så vel have spurgt:
'Hva’ er det egentlig det dér begreb 'livet'. . . nå ja, og hele lortet?'
Svaret er faktisk enkelt. Bruce Springsteen er – som han også beviste det ved endnu en træfsikker triumf at en koncert i København lørdag aften – folkets, vores mand, som ingen anden i rockmusikken er det eller nogensinde har været.
Ellers kunne manden simpelthen ikke have skrevet så smertestillende, sjælesørgende og søgende, livsbekræftende sange som 'The River', 'Born To Run' og 'The Promised Land'. For blot at nævne tre.
Bruce VIL os simpelthen. Og han vil os det godt. Springsteen vil have, vi forstår, at hvis vi slår et slag for anstændigheden og tror på, at det dér satans liv skal leves, nu vi alligevel har fået det. . . jamen, så er det også til at finde derude ved 'The River's bred, hvor vi trodser de der 'Badlands'. Bare tag den imaginære cadillac derned. Så kører det så at sige.
Forum ville også gerne Bruce Springsteen i aftes, skulle jeg hilse at sige. Da manden med sit eminente E-Street Band ramte scenen med den fremragende 'Radio Nowhere' klokken 20.15 blev han mødt af en reaktion, som danskerne ellers normalt reserverer nyheden om, at en kvartal-lang ølstrejke er slut.
Og hvert eneste begejstringsbrøl gennem den ni kvarter lange koncert var fortjent, da en overdådigt veloplagt Springsteen og et ditto The E-Street Band gav endnu en regulær opvisning i sandhedsværdien af denne klassiske linje fra aftenens anden sang 'No Surrender':
'WE LEARNED MORE FROM AT THREE MINUTE RECORD, THAN WE EVER LEARNED IN SCHOOL. . .'
Nemlig! Så kan DE sgu’ nemlig lære det. Alle de snæversynede politikere, kyniske pengemænd, klamme økonomer og andre paphoveder, som til dén dag, de bliver endegyldigt kvalt i deres egne slips, vil stille sig uforstående overfor, at menneskeheden overhovedet TILLADER sig at overveje muligheden af, at livet måske nok kunne tænkes at konstitueres af andet end at slide sig sygdomme og nervesammenbrud til blot for at holde de forkætrede hjul i gang.
Well, Bruce giver dem røvfuld. Bruce giver dem rock and roll.
Og i Forum gjorde han det – igen! – bedre end de fleste. Med al mulig respekt for hovedmanden måtte man så også igen konstatere, at det at lade sig genforene med The E Street Band i 1999 var den kløgtigste karrierebeslutning, siden Vorherre fandt ud af, at det der med at lade morgengryet følge nat nok ikke var nogen helt tosset idé på langt sigt.
For det første er E-Street Band en ualmindeligt driftsikker maskine, og for det andet spiller det band – nærmest som en selvfølgelighed - Springsteen op i nogle luftlag, som han – sin Messias-status til trods – kun sjældent rammer uden dem.
Sagt på en anden måde:
med en trommeslager så klippesolid og nådesløst fremadpiskende som Max Weinberg bagerst i troppen og flankeret af to så svinefede guitarister som Nils Lofgren og Steven Van Zandt er det ikke så underligt, at manden selv formår at få selv de forsvindende få svagere musikalske øjeblikke ud over den berømte rampe på en måde, som kun er de færreste rockmusikere forundt.
Dét var der talrige eksempler på lørdag aften. Hvad enten vi dansede til 'Dancing In The Dark' og den onde bluesrockversion af 'I Believe In You', lod eftertænksomheden få overtaget i 'The River' og 'Magic' eller kammede komplet over i den rene fjolleglade festivitas, da Bruce gik Gud i 'Badlands'. Alt sammen og resten til spillet med en nerve, en overbevisning og en livskraft, så den ubetingede bedømmelse egentlig blot kunne lyde:
STORT!
Jo, måske har jeg på et tidspunkt ét eller andet sted ude i verden oplevet det her foretagende endnu bedre. Men ærligt talt: hvem fanden gider bekymre sig om det, når man forlader sådan en koncert med smil på læben, en sang i hjertet og en klar overbevisning om, at det sgu’ nu nok skal gå alligevel alt sammen.
Det startede på et utilladeligt højt niveau, og derefter blev det såmænd bare bedre og bedre. Efter endnu et Bruce brag af en aften med denne uhyrlige urkraft, må man nødvendigvis gøre, som salig Elvis i sin tid gjorde. Nemlig skyde sit TV-apparat en kugle for skærmen og kaste sig ud i det. Ud i livet, De ved. . .
