Hvis Sanne Salomonsens snak om tidlig pension bliver en realitet, så er albummet 'Hjem 2014' en værdig, men også lidt skrøbelig svanesang.

Sætlisten og titlen er taget fra Sannes igangværende akustiske turné, hvor gamle slagere får en ny omgang afdæmpet og i nogle tilfælde lidt mat lak.

Og der lægges for med det fine trekløver 'Hjem', 'Efter festen' og 'Den sidste nat'.

De to sidste stammer helt tilbage fra Sneakers' storhedstid. Og selvom Sannes ganske rigtigt ikke har den grænseløse rockmama-sangstemme, der engang boede i hendes bryst, så får hun det bedste ud af oplægget.

Istedet for de høje toner, satser hun på de dybe følelser. Og selvom linjer som 'nattens sidste fugle flyver hjemad' måske ikke ligefrem er stor dansk poesi, så blev sangene skabt af folk, der i den grad følte det, det skrev. Og styrken og tildels naiviteten holder også 30 år senere.

Flere af de følgende sange 'As the Night Comes On' og 'Overgi'r mig langsomt' symboliserer tilgengæld ikke alene dette albums men også Sannes generelle problem: materialet er simpelthen ikke solisten værdig.

I Sanne Salomonsen har vi som bekendt en kvinde og en kunstner, der har levet og åndet for musikken i de sidste 45 år. Både nedture og opsving er blevet beskrevet ned i den mindste smertefulde detalje. I dag er stemmen mere udtryksfuld (ikke omfangsrig) end nogensinde. Og derfor er det ærgerligt, at hun stadig må tage til takke med sange, der ofte lyder som B-sider til de virkelige hits.

Men hits er der selvfølgelig også på 'Hjem 2014'.

Således er Sannes Grammy-vindende 'Where Blue Begins' stadig strømlinet og lækker.

Og når de første toner til karrierens absolutte mesterværk 'Det er ikke det du siger', strømmer ud af højtalerne, er alt tilgivet - For en tid.

Jan Glæsels geniale melodi fuld af klassiske detaljer er stadig ren magi. Og Anne Linnets perfekte ord har om muligt fået endnu mere betydning med årene.

Og selvom Sannes stemme bestemt ikke er, hvad den var i 1981, så kompenserer hun rigeligt med følelser og frasering. Og som lytter mindes man om, hvor fantastisk dansk rock også kan være - når forarbejdet og udførelsen bakkes op af både talent, inspiration og ikke mindst omhu.

Det må godt tage mere end ti minutter at skrive en god dansk popsang.