»En del mandlige anmeldere giver mig sådan lidt incel-vibes. And on that note vil jeg gerne frabede mig anmeldelser fra nu af.« 

»Morten fra Gaffa eller Soundvenue skal ikke bestemme, om mit show var godt eller ej. Det skal mit publikum«.

Sådan skrev sangeren 'Saint Clara' – med det borgerlige navn Clara Toft Simonsen – i en Instagram-story, efter hun videredelte en story fra den danske musiker 'Kedde', der problematiserer anmeldelserne af Sabrina Carpenters koncerter i Danmark mandag og tirsdag. 

Chefredaktørerne på henholdsvis Gaffa og Soundvenue har sidenhen langet ud efter 'Saint Clara' til DR

De er især uforstående overfor brugen af udtrykket 'incel', der er et nedsættende ord om unge mænd i ufrivillig cølibat, som retter deres vrede mod kvinder.

Og nu skriver den danske popstjerne undskyld i et opslag på Instagram, der fylder ti stories.

»Min intention var aldrig at angribe en individuel kritiker, og jeg undskylder oprigtigt for den upassende brug af ordet 'incel',« skriver hun. 

Clara Toft Simonsen forklarer videre, at angrebet skete på baggrund af en tendens, hun oplever i anmeldelserne af kvindelige kunstnere. 

»Kommentaren var en reaktion på en oplevelse, hvor jeg følte, at mine personlige grænser var blevet overskredet,« skriver hun og fortsætter: 

»Frustrationen stammer fra at se anmeldelse efter anmeldelse, der fokuserer på irrelevante emner vedrørende kvindelige kunstneres optrædener. Emner der ikke har noget at gøre med musikken eller koncertoplevelsen i sig selv, men snarere på kunstnerens udseende og krop.«

 Læs hele opslaget herunder.