Lad os få det på plads med det samme. Ozzy Osbourne har muligvis en fremtid som gårdsanger. Men han er færdig som forsanger.

Z som i Ozzy. Z som i Zombie. Tirsdag aften havde Forum besøg af det måske mest definerende og skelsættende band i rockhistorien. Desværre havde de taget den første sanger med.

Legende. Satanisk sanger i sine drifters og rockens grand euvres vold. Senere reality-stjerne omgivet af et antal pudler.

I dag er Ozzy Osbourne kustode i sit eget museum.

Han trissede rundt på scenen i Forum som en elskværdig afglans af den dæmoniske Lucifer, der sang for på album som ’Black Sabbath’, ’Paranoid’, ’Master of Reality’ og ’Black Sabbath Vol. 4’.

Der var en okay lyd på den smule, der er tilbage af Ozzys vokal. Det skal siges. Der var en god kemi på scenen med den snart 65-årige tumling i centrum. Ozzy har det tydeligvis godt i selskab med sine to gamle frænder. Det skal også siges.

Under ’Under The Sun/Every Day Comes And Goes’ kørte storskærmen billeder fra den katolske kirke. Blandt andet paven.

Sådan føltes det. Som en andagt med en affældig pave tøffende rundt på scenen. Men nu skrev jeg jo andagt. For heldigivs var Ozzy omgivet af kardinalerne, bassisten Geezer Butler, låne-trommeslageren Tommy Clufetos - og så selvfølgelig Gibson-guitarens svar på Zeus, Tony Iommi.

Stilfuld coolness

Allerede et par minutter inde i det første nummer ’War Pigs’ vendte min gamle ven Hr. Jørgensen sig om og udbrød, nærmest forbløffet: ’Hold kæft, et fedt band’. Først og sidst Iommi. Med et helt ubegribeligt swang og stilfuld coolness smider denne distortion-gud bataljoner af riffs og soli ud fra sin rødbrune venstrehåndsspade.

Gennem et par timer skar den seksstrengede sig gennem lydlandskaber. Smukke som tågede dale, ikke engang hobitter, kan drømme om at leve i. Isnende kolde mareridtsagtige. Under ’Snowblind’ - gammel favorit hos overtegnede - tænkte jeg, at Iommis guitarspil alene skar både euforien og smerten ved misbrug af den sne, Ozzy synger om, ud i guitarklodser.

I øvrigt med Al Pacino i 'Scarface' på storskærmen.

Under ’Age Of Reason’ føler man sig som kirkegænger i en rock’n’roll andagt. En kraft og intensitet, der rammer direkte ned i mellemgulvet. Igen. Eller som en kvindelig bekendt sagde for ikke så længe siden efter at have opdaget '13'-albummet:

- Jeg er ligeglad med 6-6-6. Iommis guitar er sex-sex-sex. Håber for hende, at hun var i Forum.

Black Sabbath er et styrtende suverænt band. Tættere end et ungt nyforelsket par. Swingende så det flere gange fik overtegnede og nævnte Jørgensen til at se indforstået på hinanden.

Bassisten Geezer Butler betjener sin bas som et af de våben, han som idémand og tekstforfatter især lagde afstand til i Sabbath-klassikere som ’War Pigs’ - og til dels i ’Under The Sun/Every Day Comes And Goes’ En tordnende fed bassist.

Dertil Clufetos, der normalt spiller i Ozzys eget band, som tæsker sine trommer med en kraft og intensitet, som var han alene hyret til at gøre det københavnske tunnelbyggeri færdigt. Hans trommesolo efter ’Rat Salad’ var brutalt machovild. Urkraft.

Black Sabbath gav masterclass i heavy rock. Kom uden Ozzy næste gang.


Det spillede de:

War Pigs

Into The Void

Under The Sun/Every Day Comes And Goes

Snowblind

Age Of Reason

Black Sabbath

Behind The Wall Of Sleep

N.I.B.

End Of The Beginning

Fairies Wear Boots

Rat Salad

Iron Man

Dirty Women

Children Of The Grave

Paranoid

Zeitgeist