Der var store håb til, at den færøske sanger Reiley kunne bryde den danske Eurovision-forbandelse i år.

Det skete som bekendt ikke, da vi røg ud af semifinalen – igen. Nu afslører tallene, hvor langt vi faktisk var fra.

På mediet Eurovisionworld kan man se alle stemmetallene for i år.

Og lad det være sagt med det samme: Det er ikke opmuntrende læsning set med de rødhvide briller på.

Her ses Reiley på scenen under semifinalen torsdag.
Her ses Reiley på scenen under semifinalen torsdag. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

16 sange dystede under torsdagens semifinale om ti pladser videre til finalen, og seerne måtte endnu en gang – for tredje år i træk – se langt efter 'Danmark' på storskærmen blandt navnene på de lande, der havde klaret sig videre.

Stemmetallene viser nu, at Danmark ikke engang var tæt på at gå videre.

Faktisk placerede stemmetallene os helt nede på en 14.-plads ud af de 16 semifinale-deltagere.

I alt skrabede Reiley med sangen 'Breaking My Heart' seks point sammen.

Han slog dermed artisterne fra San Marino og Rumænien, der begge indkasserede et rundt nul – men han måtte spejde langt efter de 74 point, som Estland fik, hvilket sikrede landet 10.-pladsen og dermed den sidste finalebillet.

I Danmarks semifinale var det Australien, der fik flest point med 149, efterfulgt af Østrig med 137.

De seks point, som Reiley fik i alt, placerer også Danmark som det femte dårligste land.

Udover San Marino og Rumænien endte kun Malta og Aserbajdsjan dårligere med henholdsvis tre og fire point i den første semifinale, der fandt sted om tirsdagen.

I alt har 37 lande deltaget i Eurovision i år.

Det var seerstemmer alene, der afgjorde resultaterne af semifinalerne, mens finalens resultat lørdag aften blev udgjort af lige dele seerstemmer og jurystemmer.