Han har fået mange i Danmark til at synge med på hits som 'Model', 'Se mig nu' og julesangen 'Guld jul'. Men nu er det slut. Gulddreng lægger mikrofonen på hylden, og det markerer han i et nyt Instagram-opslag.

Her ligger han i sort jakkesæt med et par guldmønter på sine lukkede øjne. Han ligger i en hvid kiste med foldede hænder.

'Afskedsalbum ude nu. Tak for alt i gav mig. Alle de søde ting I sagde til mig,' skriver Gulddreng, der bærer det borgerlige navn Malte Ebert, i opslaget.

Han nøjes dog ikke med at takke sine mange fans.

'Men mest af alt. Tak til mig selv. Farvel,' skriver Gulddreng. Og netop ordet 'Farvel' er - meget sigende - titlen på det album, der nu er udkommet.

Malte Ebert stod frem i DR3-dokumentaren 'Gulddreng vs. Malte' i september sidste år. Her fortalte han, hvordan han året forinden havde opfundet Gulddreng-karakteren som en trodsreaktion imod dårlig popmusik.

Figuren 'Gulddreng' er kendt for at gemme sig bag solbriller, bære adskillige guldkæder og tale med en falsk indvandrer-accent.

Og allerede i dokumentaren fortalte Malte Ebert, der kommer fra Vejle, at han efter et års tid ville trække stikket. I det sidste afsnit forsøgte Malte Eberts manager at holde fremtiden åben for Gulddreng, men de ville ikke afsløre, om der skulle ske mere end det.

Men udfra det nyeste Instagram-opslag er det altså slut med den karakteristiske sanger og figur. Også i sin nytårstale på Facebook fortæller Gulddreng om sit stop.

»Jeg løj om, at jeg aldrig ville stoppe med det jeg laver. For det gør jeg. Og det gør jeg udelukkende fordi, at nu vil jeg være statsminister,« siger Gulddreng på sin sædvanlige kække facon.

»Der kommer en dag i enhver mands liv, hvor han må stoppe med at klæde sig ud og svine alle de andre kendte til. Jeg kan ikke blive ved med at være Gulddreng. Men det er der måske en anden der kan,« siger Gulddreng og viser et billede af Mads Langer, inden han takker blandt andet sine fans for at spørge om, hvornår der kommer 'en ny sang'.

Til slut fortæller han, at der kommer ikke en ny sang men derimod ti af slagsen, hvorefter han henviser til albummet 'Farvel'.

Gulddrengs sidste koncert finder sted den 2.februar i Royal Arena.