I slutningen af november kom der en ny musikvideo fra hitmageren Mark Ronson i samarbejde med Miley Cyrus.

Sangen hedder 'Nothing Breaks Like a Heart', og den skarpe seer vil have opdaget, at den har dansk islæt cirka 2.54 minutter inde i musikvideoen.

På en reklametavle kan man se sengetøjsgiganten Jysks logo. Men er det så noget, som Jysk har betalt sig til?

»Det er ikke noget, vi har været involveret i, og vi har ikke haft et samarbejde med Mark Ronson og Miley Cyrus,« lyder svaret fra kommunikationschef Martin Møller Aamand til B.T.

Torsdag formiddag er musikvideoen set næsten 14 millioner gange på YouTube.

»Det er da dejligt at se, at det er kommet vidt omkring. Det er vi selvfølgelig rigtigt glade for, især når det ikke har kostet os noget. Vi er jo kendt for at være gode købmænd,« siger han.

Kommunikationschefen oplyser også, at Jysk generelt ikke bruger penge på product placement. De fleste reklamepenge bliver som regel brugt på tilbudsaviser og tv-reklamer i de lande, hvor Jysk findes

Carsten Herholdt er branding ekspert og indehaver af The Brand Agency. Han har i de sidste 10 år beskæftiget sig med reklame, branding og kommunikation.

»Der er tale om stort held. Intet andet,« siger han.

Han mener, at Miley Cyrus og Jysk er to modsatrettede brands, og han kan ikke se nogen win-win-effekt for parterne. Han tvivler også på, hvor stor effekt det har for Jysk, at de har en minimal cameo-optræden i musikvideoen.

»Jeg tror desværre heller ikke, at effekten er nævneværdig på konsumer-niveau. Logoet kan kun ses i cirka 0,5 sekund i en meget lille del af billedet. I så tætklippet en video når man typisk ikke at registrere logoet,« siger han og fortsætter:

»Effekten for Jysk er det her! Denne artikel er i sig selv effekten. Bare det, at vi taler om brandet, er med til at placere det i 'top of mind', hvilket er forudsætningen for al salg.«

Jysk har i dag over 2.700 butikker i 50 lande rundt om i verden. Heriblandt lande som Norge, Sverige, Holland, Tadsjikistan, Kuwait og Italien.