Det kan godt være, at Rusland er blevet udelukket fra Eurovision i år – men det betyder ikke nødvendigvis, at landet vil være uden indflydelse.

En russisk hackergruppe har i hvert fald truet med at ville forsøge at påvirke stemmeresultatet.

Det skriver VG og The Sun.

Det er helt konkret den russiske hackergruppe Killnet, der skal stå bag truslen – som dog i sig selv er ret kryptisk.

I et opslag på kommunikationskanalen Telegram har gruppen – der er kendt for at være pro-Kreml – delt et billede med Eurovision-logoet.

Sammen med det har gruppen delt det, som de hævder er resultaterne fra den første semifinale, der – ifølge dem - viser, at Ukraine fik markant flest stemmer:

»Du kan ikke stemme online,« skriver gruppen til billedet og tilføjer:

»Måske vores DDoS-angreb er skylden i alt,« efterfulgt af en djævel-emoji.

En talsmand for Eurovision har udtalt til The Sun, at man holder øje med situationen:

»Hvert år har stemmesystemet til Eurovision Song Contest en lang række af sikkerhedsforanstaltninger på plads for at beskytte publikumsdeltagelse fra udefrakommende indflydelse. I år er ingen undtagelse,« lyder det.

I en opfølgende besked har hackergruppen skrevet:

»Du kan sige, hvad du vil. Men der er kun en sandhed, og det er, at det ikke giver mening at forsøge at influere stemmerne online. Du vil stadig gøre, hvad du har brug for. Dit system er ubeskyttet,« lyder det i beskeden, som fortsætter:

»Lad os sende dig 10 milliarder forespørgsler og tilføje stemmer til et andet land. Hvad vil du gøre ved det? Det er derfor, vi ikke deltager i jeres homofester. Det var nok at finde IP-adressen og lægge den til at sove. Men det er ikke tiden og vores opmærksomhed værd.«

Hvad man helt præcist skal lægge i gruppens kryptiske beskeder vides ikke.

Sikkert er det dog, at Ukraine – som Rusland fører krig mod – er udpeget af bookmakerne som storfavorit til at vinde dette års Eurovision.

Et Eurovision, som Rusland er blevet helt udelukket fra at deltage i, efter landet begyndte sin invasion af nabolandet.

Andre læser også