Tirsdag annoncerede Roskilde Festival, at det bliver Emilie Molsted Nørgaard, bedre kendt som Jada, som skal åbne Orange Scene på årets Roskilde Festival.

Annonceringen skete i et Facebook-opslag med en video af Jada. Et opslag, der siden har skabt en del opsigt.

Det skyldes, at den danske sangerinde på videoen poserer ovenpå en tilsyneladende opsigtsvækkende sweatshirt. Trøjen har i hvert fald fanget opmærksomheden hos flere fans.

På den orange sweatshirt står der nemlig teksten 'Billie Eilish', hvilket har fået flere til at undre sig over, om der er et skjult budskab bag.

En række brugere skriver i hvert fald begejstret, om trøjen betyder, at det amerikanske popikon skal optræde på festivalen.

'Og vi skal ikke tænke videre over, at hun ligger på (hvad der til forveksling ligner) en Orange Billie Eilish hoodie?!' skriver en bruger for eksempel.

'Hvorfor ligger hun på en Billie Eilish-trøje? Det er spørgsmålet,' skriver en anden.

'Tror I, det er for sjov, hun ligger på en orange Billie Eilish-hoodie?!?!', spørger en tredje håbefuldt.

Der er dog dårligt nyt til de ellevilde fans.

Roskilde Festival afkræfter nemlig, at den 18-årige superstjerne kommer til Danmark for at optræde på årets festival.

'Billie Eilish starter først sin Europa-turné efter Roskilde Festival, derfor spiller hun ikke på Roskilde Festival til sommer,' lyder det officielle svar fra festivalen på Facebook-siden.

Torsdag den 27. februar løfter Roskilde Festival sløret for det fulde musikprogram.

Af allerede offentliggjorte navne finder man - udover Jada - blandt andre Taylor Swift, The Strokes, TLC, FKA Twigs, Faith No More og Tyler The Creator.