De første 16 navne til Roskilde Festival 2023 er nu meldt ud.
Det skriver festivalen i en pressemeddelelse.
Navnene tæller den danske musiker Kesi og ellers flere udenlandske navne.
Netop Kesi er festivalen rigtig glad for at kunne præsentere.
'Til at sætte gang i den helt store fest præsenterer vi én af de store publikumsfavoritter herhjemme: Kesi. Han har så mange hit under bæltet, at det ikke giver mening at remse dem op, og han er nærmest en ung legende i Danmark'.
'Siden Kesi spillede sin første Roskilde-koncert på Countdown-scenen i 2012, er det kun gået en vej: opad. Efter et årti med voksende stjernestatus og streamingtal, som de fleste kun kan drømme om, har han taget sit liveshow til helt nye højder. I 2023 fyrer han derfor op under festivaldeltagerne med en fest på Orange Scene, som kun han formår at skabe den.'
De andre optrædende er:
Burna Boy (NG)
Christine and the Queens presents Redcar (FR)
Kesi (DK)
Denzel Curry (US)
Rina Sawayama (JP/UK)
070 Shake (US)
Bru-C (UK)
eee gee (DK)
Florence Adooni (GH)
Hudson Mohawke (UK)
Karpe: Omar Sheriff (NO)
LEENALCHI (KR)
Lorna Shore (US)
Lous and the Yakuza (CD/BE)
PRISMA (DK)
SOUL GLO (US)
Det lader dog ikke til, at det er de helt kendte navne, festivalen har offentliggjort endnu.
På Roskilde Festivals Facebook-side er der da også delte meninger om de nye navne.
'Er det en joke?' skriver en.
'Holy Crap. Kesi. Jo han og den liste skal nok få de frivillige til at komme tilbage og arbejde for Roskilde Festival. Ironi kan forekomme,' skriver en anden.
'Ja, man skal altså til udlandet for at få en rockkoncert på en festival og evt. Copenhell. Skidtet fortsætter på Roskilde, dejligt for alle de unge mennesker,' lyder det fra en tredje.
Der er dog andre, der også virker begejstrede for musikerne Burna Boy og Denzel Curry.
