Næste år bliver det dyrere at tage på Roskilde Festival.

Danmarks største festival har hævet prisen for en såkaldt partoutbillet. Her forklarer de hvorfor.

I år kostede en billet til alle dage på Roskilde Festival 2.400 kroner plus gebyr.

De sidste 14 dage har de haft et forsalg til næste års festival, hvor det fremgår, at prisen for en almindelig partoutbillet i 2025 koster 2.520 kroner plus gebyr.

Altså en stigning på 120 kroner.

B.T. har spurgt Roskilde Festival, hvorfor de har hævet prisen - og om de skal bruge de ekstra penge på noget bestemt.

Her oplyser Roskilde Festival i et skriftligt svar:

»Efter flere år med samme billetpris, hæver vi prisen lidt frem mod 2025. Vores billetpris er sat med henblik på at holde den så lav som muligt for at sikre, at festivalen er tilgængelig for vores unge deltagere«.

Amerikanske Foo Fighters spiller på Orange Scene på Roskilde Festival fredag den 5. juli 2024.. (Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix)
Amerikanske Foo Fighters spiller på Orange Scene på Roskilde Festival fredag den 5. juli 2024.. (Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix) Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

De fortsætter:

»Vi er dog stadig nødt til at følge med den prisudvikling, vi forventer som følge af stigende priser. Derfor er ændringen heller ikke noget, der gør, at vi får ekstra penge at bruge, da de ting, vi selv køber ind for at lave festival, også stiger i pris.«

For en partout-billet til Roskilde Festival får du adgang til fire dages 'warm up'-dage samt fire dage med cirka 200 musiknavne.

Til sammenligning koster en partoutbillet til otte dages Smukfest med cirka 160 musiknavne i år 3.495 kroner.

I Aarhus kostede en partoutbillet til Northside i år mellem 1.895-2.495 kroner afhængig af, hvor tidligt man købte billetten.

I Odense har de allerede sat billetterne til næste års Tinderbox festival til salg. Her koster en partoutbillet 2.195 kroner.